Kampagne skal bremse unges alkohol-køb

40 procent af alle unge på 14 år har købt alkohol i en butik den seneste måned - selv om de slet ikke må. Minister vil have det stoppet

EMNER 30. september 2002 08:00

KØBENHAVN: De ansatte i landets butikker skal blive bedre til at sige nej, når børn og unge under 15 år kommer og vil købe alkohol. Det mener indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og derfor arbejder hans ministerium, Sundhedsstyrelsen og detailhandelen nu på at lave en fælles kampagne, så forbuddet mod salg af alkohol til alle under 15 år rent faktisk også bliver overholdt. - Vi har fået lavet en undersøgelse, der viser, at 40 procent af alle 14-årige har købt alkohol i en butik i løbet af den seneste måned, og det er et uacceptabelt højt tal. Vi må have gjort forbuddet mere synligt og have det håndhævet i praksis, for børn under 15 år bør ikke drikke alkohol, siger Lars Løkke Rasmussen. De endelige rammer for kampagnen skal ministeren fastlægge på et møde med de handlende i løbet af oktober, og i Indenrigs- og Sundhedsministeriet regner man med, at kampagnen kan begynde i marts 2003. - Det er alt andet lige især forældrene, som har ansvaret for, at deres børn ikke drikker. Men detailhandelen har også et ansvar, når det gælder om at håndhæve forbuddet, og derfor vil en del af den kommende informationskampagne gå ud på, at fortælle de butiksansatte, hvilke regler, der gælder, så de ikke er i tvivl, siger indenrigs- og sundhedsministeren. Butikkerne vil også skulle skilte mere med forbuddet, ligesom kampagnen ditto vil blive rettet mod både forældrene, de unge selv og ungdomsklubberne. Direktør John Wagner fra De Samvirkende Købmænd hilser kampagnen velkommen. Også han synes, det er for galt, at så mange unge har kunnet købe alkohol i butikkerne - trods forbuddet. - For visse butiksansatte er det lidt ømtåleligt og ubehageligt at spørge om den unges alder, og ofte har de unge måske slet ikke dokumentation med. Men det er fint, hvis ministeriet nu laver en samlet indsats, og vi deltager gerne, selv om ansvaret for opdragelsen i sidste ende er forældrenes, siger John Wagner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...