Børnepasning

Kampagne skal give læselyst

Førskolebørn og deres forældre får børnebøger med hjem i rygsække

AARS:Ro, samvær og fælles oplevelser mellem børn og forældre. Det skulle gerne blive nogle af sidegevinsterne, når kulturudvalgsformand Jan Dyregaard (V) i eftermiddag åbner en kampagne, der forhåbentlig kan være med til at stimulere de yngste kimbreres lyst til at læse. Fremstødet i Aars er en udløber af et landsdækkende initiativ, iværksat af kulturminister Brian Mikkelsen, og lokalt har biblioteksvæsenet især valgt at sætte fokus på forældrenes historielæsning for deres børn. - En forsker har udtrykt det på den måde, at vi lever i en haretid, hvor vi springer rundt fra det ene til det andet - i værste fald uden mål og med. - I stedet vil vi gerne slå et slag for en skildpaddetid, hvor vi i samvær kan nyde fred og ro - og glæde os over tiden til at fordybe os i detaljerne, fremhæver to af de lokale "arkitekter" bag kampagnen, bibliotekar Preben Kyndesen og skolebibliotekskonsulent Sonja Marcussen. Til stede ved åbningen af kampagnen vil bl. a. være et par fortællekåber, foruden et større antal forældre og børnehavebørn fra Børnehaven Markvænget. Børnene vil hver især få udleveret en lille rygsæk, som de i samråd med forældrene kan fylde med to læse- eller billedbøger efter eget valg, og senere kommer turen til alle kommunens øvrige børnehavebørn. Børnene får rygsækken, som er fremstillet i kommunens tekstilprojekt, med hjem, så de i ro og mag kan læse historierne sammen med deres forældre. Når familierne er færdige med at læse de to første bøger, tager de rygsækken med hen til børnehaven og bytter med et af de andre børn. - Og vi vil ligeledes udlevere poser med billedbøger til børn i dagplejen, ligesom sundhedsplejerne vil gøre deres til, at også de allernyeste borgere kan opleve glæden ved bøger, oplyser Preben Kyndesen og Sonja Marcussen. Ved at lade børnene bytte bøger indbyrdes - uden bibliotekets mellemkomst - forsøger folkene bag kampagnen bevidst at komme de fortravlede børnefamilier i møde. Risikoen er naturligvis, at enkelte bøger undervejs i forløbet forputter sig på diverse børneværelser, men den risiko er Aars Bibliotek parat til at løbe, erklærer Preben Kyndesen. - Grundlæggende er vi jo kun glade for, at bøgerne befinder sig ude hos lånerne fremfor på bibliotekets hylder, bemærker han. Samtlige kommunens børnehaver forventes at have aflagt besøg på biblioteket inden udgangen af april måned. I sin helhed strækker læselystkampagnen sig over det meste af et år.