EMNER

Kampagne skal lokke folk til søs

KØBENHAVN:En storstilet kampagne, der skal lokke unge ind i søfartserhvervet, søsættes til efteråret. Danmarks Rederiforening har fået 10 millioner kroner fra den Danske Martime Fond til at gøre det hastigt voksende søfartserhverv mere attraktivt. Kampagnen rettes bredt på alle funktioner inden for søfarten og dermed både på job på landjorden og på skibene. Desuden er der bevilget et antal millioner til Danmarks Tekniske Universitet, der skal uddanne flere skibsingeniører. Udfordringen for rederierne er samtidig med til at gøre livet til søs på de store handelsskibe mere attraktivt. Direktør i rederiet Torm, Klaus Kjærulff, siger, at det er en opgave, Torm hele tiden arbejder med. - Forholdene ombord skal være så optimale som muligt. De skal være hjemlige, behagelige, spændende og interessante med alle mulige former for aktiviteter, som søfolkene kan bruge i deres fritid, siger Klaus Kjærulff til Ritzau. Typisk sejler skibsofficerer halvdelen af året og har den anden halvdel fri, og er udstationeret på skibene i flere måneder ad gangen. Og længden på udstationeringen kan der ikke rokkes ved, her er smertegrænsen nået. - Den kan der ikke skæres ned på, uden at blive et problem. For så hænger det ikke sammen. Der er grænser for, hvor meget man kan komme hjem. I dag sejler officererne tre-fire måneder ad gangen og er hjemme i samme periode, siger Klaus Kjærulff. Han henviser til, at mange af Torms skibe konstant er i Fjernøsten. /ritzau/