Leder

Kampdag til tiden

1. maj 2020 vil højst sandsynligt ikke blive husket for, hvad den var, men nærmere for alt det, den ikke var: Den stikker ud med manglen på røde faner i parker og ved fagforeningskontorer og ved fraværet af grimme tilråb, når dagens talere ikke giver tilhørerne, hvad de kommer efter.

Talerne får vi serveret i livesendinger på nettet og helt sikkert også i fyldige sammenklip på de nationale tv-kanaler - i hvert fald de af os, der kan holde gejsten foran computeren og ikke lader øjne og opmærksomhed glide videre til tidens pumpende nyhedsstrøm. Der er jo så meget, der skriger på vores opmærksomhed, bekymringer for de ældre, for sundhedspersonalet og for den globale økonomi, som har haft det værste forår i mands minde.

Heller ikke i dagene op til 1. maj har der været meget fokus på fagpolitiske paroler og arbejderrettigheder. Eller rettere sagt: Der har ikke været meget fokus på det på den sædvanlige måde. Men rent faktisk har fagforeningerne jo været særdeles meget i kamp de seneste måneder, den kamp, der handler om at få verdens økonomi, herunder det danske arbejdsmarked, frelst igennem en historisk udfordring.

Her har arbejdstagernes organisationer haft flintrende travlt med at rådgive, finde løsninger, gøre det muligt, at en faggruppe kan hjælpe den anden, få hjemmearbejdspladser til at fungere og stået klar, når virksomheder er blevet nødt til at opsige medarbejdere på grund af coronakrisen.

Det har været kampdag hver dag - ikke kamp mod arbejdsgiverne, men kamp mod en fælles fjende: økonomisk recession og deraf følgende arbejdsløshed. Og i den kamp har fællesskabsfølelsen og sammenholdet ikke kun inkluderet arbejdstagerne, men også arbejdsgiverne, for fjenden er den samme: et virus og dets konsekvenser. En kamp for arbejdspladser, for uden dem - ingen arbejdere.

I denne skarpe situation, som det hedder i militærjargon, har fagbevægelsen bevist sit værd, men det er langtfra sikkert, at det er nok: Coronakrisens dybde og omfang kender vi ikke endnu.

Lige nu kan man bare inderligt håbe, at vi næste år ser parker fulde af røde faner, fyldte bænke med mennesker siddende skulder ved skulder og smadrede plastickrus. Selv de grimme tilråb og balladen foran talerstolen i Fælledparken kan man faktisk næsten savne og håbe på gentager sig. For det ville alt sammen være tegn på, at krisen er ovre, og at man på Arbejdernes Internationale Kampdag igen i ro og mag kan koncentrere sig om kampen mod storkapitalen og andre klassiske ”skurke”.

Så handler det nemlig ikke længere om ren overlevelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.