Ernæring

Kampen for at fylde det tomme hul

En kaotisk barndom førte til spiseforstyrrelser, overvægt og mobning der bliver ved

AALBORG:Katten slænger sig kælent på den hyggelige sofa. Mæt og tilfreds putter den sig ind til sin mor Suzette Witthøft. Efterhånden er hun også tilfreds, men selv når hun er mæt, kæmper hun stadig med det tomme hul, der skriger på mere. Chokolade, chips og slik. Hullet opfører sig som et lille barn der plager - og det får aldrig nok. De 192 kilo lader sig ikke skjule bag den spraglede bluse, men det gør til gengæld vejen dertil, der først for nylig er blevet tegnet ind på Suzette Witthøfts snørklede livskort. Kaos og flytninger har præget Suzettes barndom. Hendes forældre blev skilt to gange - fra hinanden, og syv skoleskift gjorde også sit til at gøre forvirringen komplet. - Jeg har været trøstespiser, siden jeg var seks år gammel, men der var aldrig nogen, der prøvede at finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at tage på, siger Suzette. Selv vidste hun heller ikke, hvorfor hun havde en uimodståelig trang til at spise i smug. Da hun var cirka 12 år gammel, blev hun sendt på julemærkehjem og tabte sig da også en smule, men det var ikke fysikken, det var galt med, og derfor røg de overflødige kilo hurtigt på igen. Svigt og selvmordstanker har ligesom mobning og sårende kommentarer altid været en del af Suzettes hverdag. Det altædende tomme hul Efter niende klassse forlod hun ligesom mange andre folkeskolen, men til forskel fra kammeraterne var det uden eksamen, og kort efter resulterede kaos i familielivet i, at hun flyttede hjemmefra - lige lukt i armene på en voldelig kæreste. - Det er som om, jeg altid har været tiltrukket af de forkerte mennesker. I stedet for at finde nogen, som kunne hjælpe mig, har jeg altid knyttet mig til dem, der havde brug for mig, forklarer hun. Når Suzette havde det dårligt, spiste hun. - Jeg prøvede at fylde det tomme hul inde i mig. Alle mine penge gik til madvarer, og jeg lukkede mig fuldstændigt inde med mig selv, siger hun. Det tomme hul har flere gange været ved at suge Suzette til sig. - Jeg prøvede at begå selvmord første gang, da jeg var 13, og siden har jeg forsøgt det et par gange. Men på et tidspunkt begyndte jeg at holde så meget af mig selv, at jeg holdt op med at prøve, siger hun. Et eller andet sted fandt Suzette overskuddet til at flytte fra sin voldelige kæreste. Hun fik også taget sin 9. klasses eksamen, men ellers var det så som så med bedrifterne. Heller ikke da Suzette kom på Sundhedshøjskole tabte hun sig sønderligt, men her fandt hun for første gang ud af, hvorfor hun er så stor, at folk vender sig om og kigger efter hende. - Jeg hørte et foredrag om spiseforstyrrelser. Vi fik noget at vide om anoreksi og bulimi, men pludselig ramte foredragsholderen mig med en spand isterninger. Alt det hun fortalte ramte plet. Det dårlige selvværd, den skrantende økonomi, lysten til mad og til at spise den i smug, og pludselig gik det op for mig, at jeg er overspiser, fortæller Suzette. En læge på Mors, hvor Suzette boede på det tidspunkt, hjalp hende for første gang videre. - En dag, jeg var rigtig deprimeret, gik jeg til min læge, og endelig var der én, som gad lytte til mig, og jeg fortalte hele min historie. Lægen hjalp Suzette i psykologbehandling, og efter fire års samtaler kom hun efterhånden på ret køl. Et ophold på Ebeltoft Kurcenter medførte, at hun blev 40 kilo lettere, men de er røget på igen. - Jeg havde brug for at have styr på mig selv inde i hovedet, inden jeg kunne begynde at tabe mig, forklarer hun. Styr på sig selv har Suzette Witthøft fået nu. Hun har taget 10. klasse og over nettet har hun mødt kæresten Per, og hans lejlighed i Aalborg er nu også blevet Suzettes hjem. Hun er begyndt at læse til mediegrafiker på Aalborg Tekniske Skole. - Jeg har fået styr på så mange ting i mit liv, men det er stadig hårdt, erklærer Suzette og skuler til bøtten med lakridser, der står på bordet foran hende. - De er uden sukker, men jeg får lov til at spise dem engang imellem, for så har jeg smagen i munden. Jeg har det med slik, ligesom en alkoholiker har det med øl, forklarer Suzette. Fremtid uden fedt Iløbet af efteråret skal hun have foretaget en operation, der skal hjælpe vægttabet på vej - Min mavesæk bliver snøret sammen, så den ikke bliver større end en tennisbold, siger hun og viser med hånden omridset af den kommende mavesæk,der ikke bliver i stand til at rumme mad i de mængder Suzette hidtil har puttet derned. - Mit mål er at komme ned på 100 kilo. Det tror jeg er realistisk, siger hun. Vægttabet er imidlertid ikke den eneste fremtidsplan. - Jeg vil gøre min uddannelse færdig, og have et job. Senere vil jeg gerne have børn, men ikke før jeg har tabt mig. MIne børn skal nemlig have en mor, de kan lege med, forsikrer Suzette smilende. Katten strækker sig, og Suzette nusser den på maven - den har altid været trofast som en af de eneste i Suzettes liv. - Jeg har lært at leve med, at min mor har svigtet, og har også lært at forstå hvorfor. Hun har heller ikke lært hvad det vil sige at elske, og egentlig har hun klaret det godt, når man tænker på, hvordan hun har haft det, siger Suzette storsindet. Den biologiske storebror og faderen har hun det dog sværere med. - Jeg taler ikke med min bror, og med min far bliver det mest til nabosnak, forklarer hun. Lejligheden i Aalborg Øst, kæresten Per og katten er blevet nye holdepunkter i en ny tilværelse, hvor der efterhånden er ved at komme styr på kaos.