KAMPEN KORT

{ Ingrid Stachovicova - slovakisk trumfkort hos Frederikshavn Fox - nøjedes i aftes med en plads på bænken. Hun har ikke trænet i 14 dage på grund af en snigende hofteskade, som i dag skal røntgenundersøges. - Jeg tror ikke, at der er tale om noget alvorligt, og jeg håber at kunne være med i 1. divisionspremieren på søndag ude mod Fredericia, lød det fra Ingrid Stachovicova, som Fox dårligt kan undvære i bestræbelserne på at opnå en hurtig returbillet til Ligaen. { Hanne Frandsen - Fox-målvogter - bidrog kraftigt til hjemmeholdets fine start. Hun reddede flere oplagte chancer fra stregen og pillede i flere tilfælde også glansen af Bojana Popovic. Efter pausen kneb det for Hanne Frandsen at holde det høje niveau, men her fik gæsterne også væsentligt bedre plads til at afslutte. { Gudbjörg Gudmannsdottir - islandsk venstre fløj hos Fox - var flyvende i starten, hvor hun tilkæmpede sig straffekastet, som Lise Kirkegaard udnyttede til at åbne scoringen, efterfulgt af et ægte hattrick til føring 4-0 efter seks minutters spil. { Alexandra Möller - Fox-back - synes at gå en stor sæson i møde. Hun scorede i aftes otte gange med beskeden spildprocent. { Camilla Andersen - højre fløj hos Fox (billedet) - scorede alle sine tre mål i kampen i anden halvleg.