KAMPEN KORT

{ Chrys - brasiliansk angriber - viste ikke kun sin farlighed ved at åbne scoringen. Han var tæt på at øge føringen på et skud, der blev blokeret, og havde desuden flere chanceskabende ryk og indlæg. Målet var det syvende af Chrys som AaB’er, idet han slog 3-1 sejren fast som indhopper i superligaholdets sæsonpremiere mod Viborg og siden har scoret fem gange på danmarksserieholdet. { Patrick Kristensen - stort angrebstalent hos AaB - fik sæsondebut på superligaholdet i en lidt uvant rolle på venstre kant. { Martin Pedersen - tilbagevendt AaB’er efter et års lejeophold i SønderjyskE - fik for første gang denne sæson chancen fra start, da han vikarierede for Allan Olesen som højre back. { AaB Support Club - AaB’s officielle fanklub - måtte aflyse busturen til Fredericia. Kun 11 medlemmer havde tilmeldt sig, så pokalturneringen er åbenbart ikke i høj kurs hos AaB-fansene. { Niels Christian Jensen - Fredericia-spiller med fortid i Thisted og AaB - optrådte på højre midtbane hos hjemmeholdet. I AaB-tiden spillede han på både U20- og U19-landsholdet, men siden 2002 har der ikke været brug for ham i landsholdsregi. { Brian Fakkenoor - anfører for Fredericia - havde hjemmeholdets bedste forsøg i første halvleg, da han med baghovedet headede bolden lige forbi AaB’s målhjørne. { Hans Jørgen Haysen - Fredericia-spiller - lænede sig op ad et rødt kort ved at rive Thomas Kortegaard omkuld blot to minutter efter, at han havde indkasseret kampens første gule kort. Haysen fik lov til at blive på banen og udlignede til 1-1! { Jeppe Curth - AaB-angriber - ligner en mand, der leder efter selvtilliden. I aftes fik han bolden i nettet i det 53. minut, men forinden var der vinket for offside. { Michael Jakobsen - AaB’s venstre back - fik knubs i et par situationer efter pausen og lod sig udskifte med Jens-Kristian Sørensen, der gled ind på midtbanen, mens Thomas Kortegaard rykkede ned som back. Jens-Kristian Sørensen var tæt på at afgøre kampen med et sologennembrud, men hans skud blev blokeret.