kampen kort

Håndbold 11. januar 2010 05:00

mette Vestergaard brandt tidligere FCK- og landsholdsspiller - slår nu sine folder på et ungt, talentfuldt Lyngby-hold. Hun bidrager med stor rutine og erfaring, men scoringsmæssigt er hun ovre sine bedste dage. Det blev til tre fuldtræffere fra hendes side mod Fox. renate saastad - norsk jente hos Fox - mødte op med stor forbinding om hovedet. Hun havde været uheldig dagen før kampen med et fladjern, og det var gået ud over et øre. Men det forhindrede hende ikke i at spille en "hovedrolle", da kampen skulle afgøres, for her satte hun ind med et hurtigt antrit og nogle fine scoringer på direkte gennembrud. lene tønnesen - rutineret Fox-spiller - støttede sine medspillere godt med fagter og tilråb i forsvaret. Men angrebsmæssigt så hun ikke særlig skarp ud. Flere afslutninger fra fri position gav ikke bonus, og hun gik fra banen med et rundt nul på sin scoringskonto. Christina Haurum og Louise helt - unge Lyngby-talenter - bærer rundt på efternavne, som ikke er ukendte fra sportens verden. Christinas far er således en kendt håndboldprofil og tidligere landsholdsspiller, Carsten Haurum, mens Louises far gjorde sig på fodboldbanerne for Lyngby, idet han er identisk med den lille, energiske slider John Helt. lise kirkegaard - bagspiller og igangsætter af spillet hos Fox - var ikke alt for skarp i opgøret mod Lyngby. Hun havde sine problemer med at flytte sig, og få sine medspillere til også at rykke hen i frie positioner, når den offensive Lyngby-opdækning generede mest. Lise Kirkegaard fik blot scoret et regulært mål, et vigtigt et til 22-20, men scorede til gengæld sikkert på de tre straffekast, Fox fik. Natascha Oehlendorff - bagspiller hos Lyngby - viste fin skudstyrke og et godt potentiale. Med en god statur ligner hun en spændende spiller, der nok kan drive det vidt. Hun lavede otte mål, tre af dem på straffekast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...