Kampen kort

JESPER MØLLER – formand for AaB af 1885 og næstformand i DBU – rejser i dag til Sydney i Australien for at deltage i FIFA's kongres. Her får han følgeskab af DBU's formand Allan Hansen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen, der lørdag begge var til stede på Energi Nord Arena for at overrække guldmedaljer til AaB. STEVE OLFERS – flyvende hollænder – fik med sin scoring i det 42. minut endelig hul på målbylden. Indtil videre var han kun noteret for et selvmål i AaB-trøjen i forårspremieren mod OB, og et næsten mål i samme kamp, hvor Lars Nilsson snittede Olfers afslutning tæt under mål. MARTIN PEDERSEN – til lejligheden placeret som venstre midtbane hos AaB – havde sit holds første afslutning efter 20 minutter, da han sendte et langskud et par meter forbi mål. JEPPE CURTH – AaB-topscorer – fik publikum op af sæderne i slutningen af første halvleg, da han sendte et hovedstød af sted mod OB-målet, men det havde ikke kraft nok til at volde Arek Onyszko problemer i fynboernes mål. DJIBY FALL – OB's topscorer – fik overliggeren til at runge, da han i det 58. minut sendte et hovedstød mod mål. Karim Zaza havde været chanceløs, hvis bolden havde siddet 10 centimeter lavere. DANNY CALIFF – AaB-anfører – måtte tage tælling efter et sammenstød med en OB-spiller omkring kampens halve time. Han blev ramt af en albue, men ifølge dommeren var det et hændeligt uheld. Califf blev heldigvis hurtigt spilleklar igen. ANDERS MØLLER CHRISTENSEN – midterforsvarer hos OB – fik kampens første store chance efter ti minutters spil, da han i helt fri position under mål headede bolden langt over mål. KARIM ZAZA – målmand hos AaB – måtte i starten af anden halvleg ud i fuld længde for at klare et lumsk frispark fra OB-veteranen Morten Bisgaard.