Kampen kort

{ Lykke Møller, lillesøster til VEB-træner Henrik Møller, fik debut i Badmintonligaen i aftes i Skagen Tennis- Og Badmintonhaller som erstatning for den skadede Lena Frier Kristiansen. Hidtil i sæsonen har den 22-årige nordjyde udelukkende spillet på Frederikshavns DS-hold, så det var et ganske andet setup, hun var involveret i mod Greve. Her dannede hun damedouble sammen med VEB’s kinesiske spiller Yu Qi, og unge Lykke Møller var både spændt og en smule nervøs inden sin ligadebut, men som det fremgår andetsteds, fik hun en god debut. { Henning R. Jensen, skagbo, far til VEB-lederne Jan og Peter samt tidligere næstformand i DBU, var blandt en stribe sponsorer samt tre professionelle cykelryttere, der inden badmintonmatchen trådte i pedalerne til glæde for både VEB og moderklubberne fra Frederikshavn Badminton Klub og Skagen Badminton Klub. Og Henning R. Jensen ydede en fremragende indsats på cyklen, hvor han tilbagelagde hele 21,45 km. De tre professionelle ryttere var kun beskedent bedre ved at køre fra 21,9 til 22,7 km. Peter R. Jensen, sportschef i VEB, forventer at der efter et lignende arrangement i Frederikshavn ved næste hjemmekamp kommer omkring 120.000 kroner i kassen til VEB samt de to moderklubber. { Robert Blair, engelsk doublespecialist i VEB, fik inden kampen overrakt en gave af VEB-formand Jan R. Jensen for sin VM-sølvmedalje i Madrid for nylig. Der var også klapsalver til Greves to VM-medaljevindere, Donna Kellogg, der fik sølv i mixeddouble, og til bronzevinderen Lars Påske. { Peter R. Jensen, sportschef i VEB, forudså damesinglen til at blive den afgørende match om et ekstra point i det såkaldte golden set. Sportschefen vurderede, at Greve ville vrage herresingle og damedouble, mens VEB ville kaste herredouble og mixeddouble. Og forudsigelsen holdt stik. { Anna Rice, canadisk singlespiller i VEB, ydede fin modstand i sin match og var tæt på i et meget jævnbyrdigt andet sæt. Derfor ærgrede det hende også, at hun i en situation fik indtryk af, at bolden var dømt ude. Derfor lod hun den gå, men desværre for hende, var bolden ikke dømt ude.