Kampen mod kræft(erne)

Ole Hansen går på trænerakademiet på Aalborg Sportshøjskole, men for ikke længe siden var han ved at dø

Overarmene spiller lystigt under den sorte t-shirt, som kunne være malet på. Med seje ryk sejler Ole Hansen langt på romaskinen i det uundværlige fitness center i Aalborg, hvor musklerne det næste år skal vokse, mens sønderjyden uddanner sig til elitetræner på Aalborg Sportshøjskole. For lidt over et år siden var der ikke mange muskler at spille med under den blege hospitalsskjorte, og den nu 33-årige Ole Hansen havde planlagt, hvem der skulle med til hans begravelse. - Jeg var bare så træt hele tiden, og så svedte jeg helt vildt. Lægerne slog det hen med, at jeg trænede meget, og de mente, jeg havde fået en virus, men da min kollega en dag fandt mig sovende hen over min computer en halv time, efter jeg var mødt om morgenen, fandt jeg ud af, at der måtte være noget andet i vejen, forklarer Ole Hansen. En blodprøve gav det barske svar, som han slet ikke var klar til at forholde sig til. - Det var, som om jeg blev ramt af en flodbølge - det er fuldstændig umuligt at forberede sig på, siger Ole Hansen tænksomt. Den umulige besked, som lægen 12. juli 2002 uden omsvøb gav Ole Hansen på sygehuset i Haderslev, var, at han var ramt af akut leukæmi - blodkræft. - Jeg prøvede at udelukke lægens dom ved at læse i lægebøger - jeg var i en choktilstand og alt stod stille, siger han stille. Oles mor døde af kræft i 1997, og det gjorde det endnu sværere at modtage lægens besked. - Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordet til familie og venner. Hver gang jeg skulle sige leukæmi, brød jeg sammen, siger han. Den barske dom slog den gamle Ole Hansens ego ihjel. - Jeg var meget egocentreret og tænkte kun på at træne. Jeg kunne aldrig finde på at drikke øl eller spise pizza. To gange stillede jeg op til mr. fitness konkurrencer, og det betød, at jeg måtte gå på en meget streng diæt, siger Ole Hansen, som stadig lever, men med et nyt sind. Han skulle dog helt ned, inden det nye menneske voksede frem. - Dagen efter jeg havde fået min dom, skulle jeg møde op på sygehuset i Odense for at begynde kemo-behandling. Jeg mistede alt mit hår - og jeg mener det hele. Derudover fik jeg svamp på leveren, betændelse på en hjerteklap, nedsat hørelse og en blodprop i lungerne var lige ved at gøre det af med mig, inden jeg kom ordentligt i gang med behandlingerne, forklarer Ole Hansen nøgternt. Selvom han i de sorteste stunder var i tvivl om chancerne for at overleve, var det fighterviljen, der dominerede under sygdommen. - Jeg så leukæmien som en modstander, jeg skulle vinde over - som en kamp, jeg ville vinde, og jeg følte hele tiden, jeg kunne se lyset. Det lyder rosenrødt, men det var det absolut ikke, forklarer han. Selvom det stærke muskelbundt svandt med 32 kilo, prøvede Ole Hansen at vise sin styrke, når han fik besøg hjemmefra. - Jeg ville gerne vide, når jeg fik besøg - så sørgede jeg for at have mit eget tøj på, for at se ud som jeg plejede, forklarer han. De hårde behandlinger tog dog så meget på energien, at det krævede tre kvarter og enorm viljestyrke alene at børste tænder, men det var svært at forstå for familie og venner hjemme i Tønder. - Folk kunne ikke kende mig, fordi jeg havde tabt mig så meget - eller også turde de ikke tale med mig. Jeg havde nogle venner, som ikke ville have jeg kom på besøg, fordi de var bange for, at jeg skulle smitte deres lille datter - folks fordomme var helt utrolige, siger Ole Hansen. Træning var vendepunkt 16 år havde Ole Hansen brugt på at træne sine muskler, og sporten har altid fyldt en stor del af hans liv. Det gjorde det ekstra svært at forholde sig til, at styrken svandt i takt med behandligerne. - Det er forfærdeligt at få konstateret kræft, og jeg tror, det gør det endnu værre, når man har dyrket en så kropsfikseret sport, siger Ole Hansen. Da sygdommen mod journalens odds i februar 2003 begyndte at slippe sit greb i Ole Hansens efterhånden svækkede krop, gik der heller ikke lang tid, før han igen var at finde i træningscentret. - Jeg har en teori om, at mine muskler har været der hele tiden - de kom i hvert fald hurtigt tilbage, da jeg begyndte at træne igen, forklarer han. At få styrken tilbage blev et mål, som Ole Hansen stilede hårdt efter, men ikke så hårdt som før. - Den nye Ole har fundet ud af, at der er andre ting i livet end at træne. Nu kan jeg godt finde på at drikke en øl og spise noget usundt, og jeg er også blevet mere fokuseret på andre mennesker end på min egen krop og træning, siger Ole Hansen, der nu prøver at gøre hobbyen til sin levevej. Sønderjyden, der er uddannet portør, kan nemlig ikke længere klare de skiftende vagter, som jobbet kræver. - Træningen har reddet mit liv, så jeg ser ingen grund til at stoppe med det. Det har givet mig så meget, og nu håber jeg at kunne give noget af det videre, forklarer Ole Hansen, der i en kort periode har arbejdet som leder af et fitness center i Tønder. Han håber, at en uddannelse fra Aalborg Sportshøjskole kan ruste ham endnu bedre til et job i den branche, han kender så godt. - Jeg kunne godt tænke mig at komme til udlandet og arbejde - eller blive centerleder i et fitness center herhjemme, siger Ole Hansen og opfordrer med et smil interesserede arbejdsgivere til at henvende sig. Der er blevet kortere mellem tanke og handling i Ole Hansens nye liv. - Det er en kliche, men efter sådan en sygdom er jeg blevet bedre til at opfylde mine drømme. Jeg har rejst en del sammen med min kæreste, som jeg har fået efter jeg blev rask, og nu går jeg på højskole, siger han. Sygdommen er helbredt, men Ole Hansen går stadig til nervepirrende kontroller. - Jeg er altid bange for, at sygdommen kommer tilbage, og når jeg bliver forkølet, så pudser jeg ikke bare næse som andre mennesker - jeg tror straks, det er leukæmien, der er tilbage, forklarer han. Selvom kræftsygdommen har været en barsk modstander, har den på en måde også ført meget godt med sig. - Jeg kan bedre lide den nye Ole. Han er glad for de små ting i livet, tænker mere på andre mennesker, og så har han også fundet ud af, hvem hans sande venner er, siger han. De spillende muskler spiler det moderigtige træningstøj ud i takt med anstrengelserne. De 32 kilo, som sygdommen krævede, sidder igen, hvor de skal, men det uundgåelige spørgsmål ligger på tungen - er musklerne kommet igen ved hjælp af lette pilleløsninger ? - Da jeg i sin tid begyndte at træne, brugte jeg den lette løsning et stykke tid, men det er mange år siden, og jeg er blevet meget klogere siden da. Jeg bliver ofte beskyldt for at tage stoffer, men jeg tror det bunder i misundelse - jeg ved, at jeg har været nede på nul og at jeg har kæmpet mig op igen, forsikrer Ole Hansen og spiller med de grønne øjne. Musklerne skal ikke længere vise vejen til fitness-konkurrencer - det vil Ole Hansen ikke længere udsætte sin krop for, men de er alligevel vigtige. - Det giver velvære og overskud at se sådan ud, siger Ole Hansen inden han lader de velvoksne overarme få sig en fortjent pause fra maskinernes pres.