Kampen om ældreplejen

SÆBY:Mange ældre i Sæby Kommune er bekymret for, hvilken standard ældreplejen får i fremtiden. - I Sæby Kommune er standarden på flere områder høj. Når jeg kommer rundt på ældrecentre og plejehjem, er mange beboere bange for, at servicen vil blive forringet, når Sæby, Frederikshavn og Skagen lægges sammen, siger formanden for ældrerådet i Sæby Kommune, Inger Persson. Hun fremhæver blandt andet åbenhed i den kommunale ledelse som et stort plus i hjemmeplejen. At der er klare linier fra toppen betyder, at blandt andre institutionslederne på ældrecentre og plejehjem ved, hvilke værdier i ældreplejen, der skal prioriteres. Formanden for socialudvalget i Sæby Kommune, Hanne K. Christensen (V) oplyser, at forskellige arbejdsgrupper i øjeblikket er i gang med at forhandle om den fremtidige ældrepleje. - Men der er intet besluttet endnu, og rent politisk vil der ikke blive truffet nogle beslutninger, før de nye byråd er på plads i november måned, siger Hanne K. Christensen.