Kampen om den gode hånd

Dansk Poker Forbund vil ikke acceptere præmissen om, at poker er hasard

Overenskomster 22. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: To magtfulde organisationer følger tæt med i pokersagen fra Hobro, når den bliver afgjort i næste uge. På den ene side er der Dansk Poker Forbund, som har over 4.000 medlemmer. Og på den anden Dansk Casinoforening, der repræsenterer landets seks kasinoer. Sidstnævnte har politianmeldt 12 danske pokerklubber for ulovligt hasardspil, herunder Hobro Kortklub og pudsigt nok Dansk Poker Forbund. - Vi har ikke noget ønske om at ”knalde til” unge fyre, der gerne vil spille poker, men rent principielt er vi nødt til at slå fast, at det er kasinoerne, der har lovmæssig ret til at udbyde hasardspil under ordnede forhold. Hasard eller viden? Ellers risikerer vi en glidebane, hvor eksempelvis Black Jack bliver det næste spil, forudser Erik Jensen, talsmand for Dansk Casinoforening. Kernen i denne sag er netop ordet hasard. Hvor kasinoerne slår på, at poker er et hasardspil, der helt eller delvist er styret af tilfældighedernes spil, så argumenterer pokerspillerne for det omvendte. - Hvis vi laver en turneringsform, hvor alle er lige, har den dårlige spiller ikke en matematisk chance for at vinde. Poker er et færdighedsspil, og når vi spiller i klubberne, så foregår det også under ordnede forhold, hvor man maksimalt spiller om 500 kroner. På kasinoerne koster det ofte flere tusinde kroner, pointerer Frederik Hostrup Petersen, formand for Dansk Poker Forbund. - Vi ved, at der er klubber, hvor der bliver spillet for 5.000 kroner og ude i Ordrup, Frederiks lille baby, kan man se, at der er en turnering, hvor der er 500 kroner buy-in, hvilket betyder, at man kan komme af med 1.000 kroner, hvilket er det samme beløb, som mange af vores pokerturneringer koster, siger Erik Jensen. Hvis sagen mod Dan Andersen fra Hobro Kortklub og de øvrige sager falder ud til fordel for Dansk Casinoforening, vil Dansk Poker Forbund arbejde politisk for en lovændring. - Pokerklubber er som en hver anden forening med et stort socialt engagement, hvor spillet bliver ivrigt diskuteret. Om man har lyst til at gå på café, i biografen, til golf, spiller banko eller poker er et valg, som den enkelte borger selv må træffe. Samfundet må ruste borgerne til at begå sig i en verden af spil gennem oplysning, ikke forbud, siger Frederik Hostrup Petersen. Den politiske skønsang hopper Erik Jensen dog ikke på. - Det er et popsmart forsøg på at blive taget seriøst. De pakker det ind med noget socialt ansvar som bekæmpelse af ludomani, men Dansk Poker Forbund har simpelthen ikke forudsætningerne til det. Det har vi, slår Erik Jensen fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...