Kampen om det ekstra point

Aalborg Håndbold skal ud i en direkte duel om fjerdepladsen med Team Tvis Holstebro.

Ole Erevik vil ikke have noget imod at møde AGK i slutspillet.
Foto: Martin Damgård

Ole Erevik vil ikke have noget imod at møde AGK i slutspillet. Foto: Martin Damgård

Aalborg Håndbold jagter i øjeblikket den 4. plads, som Team Tvis Holstebro befinder sig på. Det er en eftertragtet placering, der udløser et point i slutspillet, og en sejr i dagens udekamp kan derfor vise sig at være særdeles betydningsfuld. - Det bliver en hård kamp, hvor begge hold har brug for to point, hvis de skal være med i kampen om point til slutspillet, siger Aalborg Håndbolds norske målmand Ole Erevik. Holdenes første ligamøde blev spillet i Gigantium i oktober, hvor slutresultatet blev 30-30. Aalborg Håndbold skal selvsagt forsøge at holde Team Tvis Holstebro nede på færre scoringer, men det er endnu usikkert, hvem der skal tage fra i målet. Ole Erevik er det normale førstevalg, men sygdom og problemer med hælen hæmmer den norske keeper. - Når man ligger syg i fem dage, så mærker man det jo på formen, og hælen volder mig stadig nogle problemer, så den er heller ikke helt god. Vi er ikke helt sikre, men tvivler på, at jeg spiller kampen, siger Ole Erevik.