Kampen om finanserne skudt i gang

Politikerne tog hul på både finanslovsdebat og den kommende valgkamp

Miljøpolitik 8. september 2004 06:00

Det startede ellers så hyggeligt, da politikerne i går mødtes i Folketingssalen efter en lang sommerferie for at skyde behandlingen af næste års finanslov i gang. Storsmilende tog de mod hinanden og delte skulderklap ud på kryds og tværs. Henriette Kjær viste familiebillederne frem til sidekammeraten og ministerkollegaen Ulla Tørnæs, og hyggesnakken gik højlydt mellem stolerækkerne. Men det varede ikke længe, før linierne mellem politiske venner og fjender var trukket skarpt op, og debatten fik en snert af valgkamp. Oppositionen kritiserede fra første spørgsmål regeringen for at være løbet fra børnepakken og for at benytte finansloven til at lappe sårene fra de foregående års finanslovsnedskæringer. Finanslovsforslaget blev kaldt slapt, sløvt og præget af det forestående valg, men især miljøområdet fik hårde ord med på vejen. Kritikken gik på, at miljøet igen står overfor voldsomme besparelser. Besparelser som blandt andet den konservative miljøminister inden finansloven havde udelukket. Regeringen gav igen ved at bore i detaljerne om Socialdemokraterne og De Radikales skatteloft, som V og K beskyldte for i stedet at være et skjult skattehop. Desuden kritiserede de konservatives Lars Barfod socialdemokraterne for ikke at følge deres egen 2010 plan om at halvere den offentlige gæld. Finansminister, Thor Pedersen, afsluttede debatten med at konstatere, at dagens debat var den mest fredelige, regeringen nogensinde har oplevet. Efterfølgende kom han dog selv under voldsom beskydning på miljøområdet. Trods gentagne spørgsmål hverken be- eller afkræftede finansministeren, miljøminister Connie Hedegaard og venstres miljøordfører Eyvind Vesselbos udtalelser om, at der ikke vil blive sparet på miljøet i 2006. - Der er ikke tale om, at man reducerer på miljøet, men at man bid for bid stiller større krav til produktiviteten på området, og dermed forbedrer miljøet, sagde han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...