EMNER

Kampen om midten

Det er ikke politikken, der afgør, hvem der vinder folketingsvalget 8. februar. Det er personerne.

Samfundsforsker Johs. Andersen fra Aalborg Universitet mener, at valgkampens første dag klart dokumenterede, at de to blokke i dansk politik begge kæmper om midtervælgerne og derfor har hentet deres valgprogram på "den typiske midtervælgers ønskeseddel". - Den første duel på tv i aftes mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft viste to personer, der dybest set siger næsten det samme. Derfor må vælgerne i den sidste ende lade krydset afhænge af, hvem hun tror er bedst til at gennemføre det, alle taler om de næste tre uger, siger Johs. Andersen. Han bedømmer, at statsministeren er kommet bedst fra start, fordi det er lykkedes ham at fremstille regeringen som både handlekraftig og ufarlig for midtervælgeren. Men slaget er ikke tabt for Lykketoft og co., mener nordjyden: - Hvis regeringen begynder at tabe lidt terræn i meningsmålingerne, kan der gå panik i Venstre og de konservative, og så vil dé modsætninger, der er de to partier imellem, meget let få en selvforstærkende negativ effekt for regeringen, siger Johs. Andersen. Omvendt vurderer han, at det kan blive et problem for Mogens Lykketoft, hvis partiet ikke forholdsvis hurtigt vinder terræn i meningsmålingerne, fordi der så offentligt vil blive sat spørgsmålstegn ved hans evner som leder.