Detailhandel

Kampen skærpes i Hasseris

Føtex har overtaget supermarked og tilbyder nye varer og friskbagt brød

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Håndværkerne er i gang med at bygge butikken om. Føtex Food får helt nyindrettet slagterafdeling og et brødudsalg. Postbutikken fortsætter også som en del af Føtex.

Er der noget, nordjyder forstår, er det et godt tilbud. Og tilbud var der nok af, da forretningen Super H mandag åbnede under nyt navn - Føtex Food. Fra morgenstunden stod Hasseris-borgerne i kø for at gøre en god handel i overtagelselsesudsalg. Bodil Bundgaard Sørensen, Hasseris, havde indtaget venteposition med nogle få flasker vin i en stor indkøbsvogn. Umiddelbart så det ikke ud af meget, men med cykel som transportmiddel var hun nødt til at køre i flere omgange og var på sin tredje tur. - Jeg har været fast kunde i Super H, og jeg kunne også sagtens blive kunde i den ny Føtex. jeg ser frem til en ny slagerafdeling og et helt nyt brødudsalg. Det giver konkurrence til Guldbageren, og det er jo ingen skade til, siger Bodil Bundgaard Sørensen. Super H var ejet af købmand Lasse Møller Madsen, som i efteråret solgte sin forretning til Føtex-kæden, der indretter afdelingen i Hasseris efter et nyt koncept under navnet Føtex Food. Som navnet antyder er hovedvægten lagt på fødevarer, og kun i begrænset omfang er der non-food varer i butikken, så hvis man er på udkig efter fladskærm, mobiltelefon, stole og tøj, skal man i en af de tre andre Føtex-forretninger i Aalborg. Forretningen er med sine knap 1000 kvadratmeter også noget mindre end en gennemsnitlig Føtex-forretning. Selv om Super H for nogle år siden var igennem en større ansigtsløftning, skal håndværkerne i gang igen. Foreløbig er butikken åben, mens den totalrenoveres, men i slutningen af februar lukkes der helt ned for at give håndværkerne plads. Endnu er der ikke sat en fast dato, men det sker engang i marts. - Vi kører videre, så længe vi kan, blandt andet for at holde på kunderne, så de ikke søger andre steder hen. Men når vi skal have malet loftet, er vi nødt til at have lukket, forklarer varehuschef Thomas Nøhr Andersen. For nylig åbnede Irma i den tidligere Fakta på Thulebakken, og også Rema 1000 er repræsenteret på Hasseris Bymidte, så der er kamp om kunderne. - Men jeg kan godt love, at vi holder nogle priser, som er til at betale, siger varehuschefen, som selv er nordjyde og godt ved, at pris i denne del af landet spiller en rolle. Han fremhæver, at Føtex udover sit eget vareprogram også har discountvarer der prismæssigt kan måle sig med discountbutikkerne. Derudover vil den ny Føtex Food få helt nye varer på hylderne - cirka 5-10 procent - som nordjyderne ikke kender i forvejen. Varer som er mere eksklusive og også dyrere. Hvilke varer, der er tale om, er indtil videre en forretningshemmelighed.