Kampen spidser til

- Vi skal fortsætte med at være en meget aktiv forening, der skal placere Sæby på landkortet - og konkurrencen fra storcentre og nærliggende større byer fortsætter, sagde Hans Jørgen Kalhøj

Marianne D. Cornett
Hans Ole Kalhøj: - Vi skal vi hele tiden finde på nye og anderledes tiltag for at få kunderne til at komme til Sæby - og finde stedet attraktivt og spændende. Arkivfoto.
Sæby 8. maj 2014 09:42

SÆBY: - Vel er Sæby en perle af skønhed og rekreation for sine mange gæster, kunder og beboere. Men kampen spidser til, og som meget aktiv handelsstandsforening skal vi fortsætte med at markedsføre vores by - med alle dens kvaliteter - så godt vi formår. Og det gør vi med stor entusiasme. Men tag endelig ikke fejl: der er stor konkurrence fra både storcentre og de større byer omkring os,

Således indledte formand Hans Ole Kalhøj sin tale på generalforsamlingen i Sæby Handelsstandsforening onsdag aften.

Fin sommer i Sæby

- Året, vi netop afslutter, bød på lidt af hvert. Igen i sommeren valfartede turister og andet godtfolk i hobetal til byen for at tage del i vores mange aktiviteter. Påskelørdag blev - i lighed med andre år et tilløbsstykke - denne gang med Sander på scenen. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, med en større koncert - i et samarbejde med Nordjyske Medier. Dette samarbejde giver os - også i samarbejde med Skagen og Frederikshavn - mulighed for at præsentere et større navn ved koncerten, sagde Hans Ole Kalhøj.

Store Torv er stedet, hvor rigtig mange aktiviteter foregår i sæsonens løb - lige fra børneloppemarked, Nellemanns Have eller Hjerteforeningen. TV2 Touren kiggede forbi på Sæby Havn, og det gav 750 glade børn i cykelløbet - det største antal på TV2s Danmarkstur. Musikfesten i slutningen af juni med Musikkorps Sæby blev en stor succes, og den faldt sammen med sommerens Open by Night.

Skal hele tiden finde på nyt

- Netop Open by Night er stadig en fantastisk mulighed for at få gang i handelen lokalt. Udvikling er sådan, at kunderne oftere og oftere ønsker at handle på skæve og tidspunkter uden for den normale åbningstid, og det skal vi være lydhøre over for. Hvis ikke, finder kunderne andre indkøbsmuligheder. Og så bliver vi lynhurtigt hægtet af. Derfor skal vi hele tiden finde på nye og anderledes tiltag for at få kunderne til at komme til Sæby, sagde Hans Ole Kalhøj.

Sommeren 2013 blev med godt vejr og ditto handelsvejr en rigtig god sommer i Sæby. Hvert år besøger rigtig mange af norske gæster byen - også uden for sæsonen. De spiller en meget vigtig spiller for de handlende da har god købekraft. Nordmændene investerer flittigt i bolig i byen og i sommerhusområderne.

Stort potentiale i hussalg

- Jeg appellerer kraftigt til myndigheder og ikke mindst til lokalpolitikerne for, at salg af boliger til nordmænd og andre er et kæmpepotentiale, der skal dyrkes endnu mere. Vi savner et pres på lovgivningen, der giver fri for handel af boliger. Også lokale håndværkere ville nyde godt af dette Så kære politikere – få gang i dén sag nu, fortsatte Hans Ole Kalhøj.

Pinsens Jazzfest og Smagsoplevelser på torvet i sommer blev en stor succes. Noget anderledes var det med årets julehandel. Juletræssalget i samarbejde med Det Danske Spejderkorps blev derimod ikke en succes. Og det er nu taget til efterretning i handelsstandsforeningen.

Skal løfte i flot

- Generelt er det uhyre vigtigt at byen er fast forankret i både turisters og folks bevidsthed. Og det enestående samarbejde mellem byen og foreningen er af afgørende betydning. Det nytter ikke, at nogen har holdningen, at det kun er netop deres aktivitet, der er vigtig. Alle aktiviteter er vigtige for hele byen – og kommer dermed alle til gode. Både i midtbyen og i udkanten af byen, for alle aktiviteter er samlet med til at trække folk til byen. Derfor appellerer jeg også til de, der har valgt ikke at være medlem af handelstandsforening. Kun sammen bliver vi stærkere, så vær med, sagde Hans Ole Kalhøj.

Et af de gode eksempler på nye aktiviteter er Den Gl. Købmandsgård, der tager form - med en smuk restaurering og nye butikker.

Brikkerne flyttes rundt

- Et brændende ønske fra alle handlende er, er at sagen omkring brandtomten for enden af Vestergade afsluttes - efter alt at dømme sker det snart. I den gamle Tops i flytter fotoforretningen ind, og en detailkæde har vist interesse for lokalerne i børnehave på Stationsvej, sagde Kalhøj.

Sæby Handelsstandsforening kommer ud med et reelt overskud på kr. 32.000 - egentlig var det på 177.000 kr. men foreningen valgte at nedskrive skøjtebanen på kr. 145.000 kr.

Svend Sandager forlod bestyrelsen og blev erstattet af Jette Kjeldsen - hun blev valgt ind sammen med Claus Karlsen mens Henrik Christensen og Rune Dam Dyhr blev genvalgt.

Hans Ole Kalhøj sluttede med at takke foreningens mange samarbejdspartnere.

- Husk – vi er ikke udkant - vi er på forkant, sagde han til sidst.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...