Kampen

Lubna Elahi var den første indvandrerkvinde, der slog igennem i dansk politik. Hun kæmpede for at sætte skub i integrationen, men hendes ærlige og direkte udmeldinger udløste bank på åben gade og halshuggede fugle med posten. Efter tre år i mørket er Lubn

- Jeg er alt for åbenmundet og direkte i min måde at sige tingene på. Derfor er det farligt for mig at tale med journalister. Lubna Elahi har sine forbehold, da vi ringer for at få et interview. Siden hun i 1989 kastede sig ud i politik, har hun lært, at ærlighed ikke varer længst. - Jeg kendte ikke spillereglerne og sagde min mening lige ud. Jeg troede, det var det, befolkningen efterspurgte, men man kan åbenbart være for ærlig som politiker. Som den første indvandrerkvinde i Københavns Borgerrepræsentation havde Lubna Elahi sat sig for at få integrationen på dagsordenen. Med sin skarpe tunge og sine markante meninger fremkaldte hun voldsomme følelser i det danske såvel som i det muslimske samfund. Fjender i hobetal Udmeldinger, som at indvandrere skulle sendes hjem, hvis deres børn ikke passede skolen, og forslaget om danskerkvoter i boligkomplekser, skabte hende fjender i hobetal. - Jeg fortryder i dag, at jeg sagde tingene lige ud. Hvis jeg havde kunnet se frem i tiden, havde jeg ikke valgt den politiske vej. Og jeg er overrasket over, at jeg sidder her ved mine fulde fem", siger Lubna. For hendes fjender kæmpede ikke blot med ord. De var også villige til at slå hende ned på åben gade, sende trusselsbreve og hovedløse fugle med posten. Begivenheder, der i høj grad påvirkede Lubnas familie. - Jeg har det virkelig dårligt med, at jeg satte deres sikkerhed på spil for mine politiske mål. Mål, der ikke blev ført ud i livet, fordi hendes politiske gruppe fik nok af hendes facon og frøs hende ud. I dag er Lubna på vagt. Telefonnummeret er hemmeligt, og navneskiltet og brevsprækken er pillet af hoveddøren. De sidste tre år har hun været væk fra offentlighedens søgelys for at bekæmpe en depression. Fandeme nej Alt tegnede lyst, da Lubna som 28-årig tog sine første skridt på Københavns Rådhus. Det var følelsen af uretfærdighed, der tændte Lubnas indre ild og fik hende ind i politik i 1989. Lubna. - En amtsborgmester sagde til et møde, at pakistanerne ikke kunne indordne sig i det danske samfund. Den bemærkning gjorde mig bare så rasende, husker Lubna. Efter mødet tog hun direkte ind til Københavns Rådhus for at danne sit eget politiske parti. Nogle måtte være med til at forhindre integrationens kuldsejling, mente hun. - Jeg anede ikke, hvordan man gjorde. Men jeg fik en stak papirer, som jeg skulle udfylde, erindrer hun. Uforberedt stillede hun op ved næste valg. Vælgerne var begejstrede, Lubna indgik listeforbund med SF, og jobbet på Københavns Rådhus var hjemme. Hun skilte sig ud med sin pakistanske accent, og fordi hun talte uden omsvøb om en brandvarm politisk kartoffel, nemlig integration. Lubna forsøgte altid at se kritisk på både danskere og indvandrere og hendes udmeldinger begejstrede i nogle kredse, mens man andre steder følte sig direkte provokeret. Reaktioner kom der altid. Hjælp de andre Interessen for at gøre en forskel i samfundet, havde Lubna fået med hjemmefra. Faren var politisk aktiv i det pakistanske parti, Pakistan Peoples Party. I Danmark holdt Lubna som 12-årig sin første offentlige tale for at hjælpe ofrene for en oversvømmelse i Pakistan. Da Lubna som 18-årig var giftemoden plukkede hendes far en håndfuld yngre, herboende pakistanske mænd ud, som Lubna kunne vælge imellem. Favoritten var Hussain, hvis forældre også havde været politisk aktive i PPP. Et halvtreds procent arrangeret ægteskab, kalder hun det selv. På trods af giftermålet kastede Lubna sig over stadig mere græsrodsarbejde. Hun gik ind i den pakistanske ungdomsforening, var med til at oprette en tolkeuddannelse, var medstifter af Pakistansk Kvindeforening og sad som 23-årig i et indenrigsministerielt udvalg. Grøn og grænseoverskridende Skridtet til kommunalpolitik var derfor naturligt, om end jobbet som fuldvoksen politiker kom noget bag på hende. Hun skulle læse tørre betænkninger på gammelt dansk sprog, og rent socialt var det en stor omvæltning. Langt størstedelen af partiets medlemmer på rådhuset var over de fyrre år, og bajere på bordet var fast inventar under de politiske møder. - Jeg følte mig meget udenfor, og det var svært at vænne sig til så anderledes et miljø. Fra begyndelsen spyttede Lubna det ene omstridte forslag ud efter det andet. For hver ti danskere, der blev ansat i det offentlige, skulle der hyres en indvandrer, var en af hendes udmeldinger. De fleste af forslagene var spontane, og alle kom direkte fra hjertet. - Jeg har aldrig været en god diplomat, jeg siger tingene lige ud og handler meget med følelserne, siger Lubna. Familien så ikke meget til Lubna. Hun havde travlt med sit lærerjob, med at passe sin politik og stå til rådighed for pressen. Politiker i frit fald Kontakten med pressen blev mere massiv i takt med, at Lubna fik flere politiske år på bagen. Medierne tastede flittigt hendes nummer, og Lubna stillede altid beredvilligt op. Hun afleverede verbale knytnæver, der ramte danskerne lige på kæben og hendes muslimske bagland i solar plexus. Tvangsægteskaber skulle ophøre, indvandrerforældre til uvorne unger sendes på forældrekurser og diskotekerne miste bevillingen, hvis de diskriminerede ved døren. Kommentarerne i pressen var altid efter parolen: Jeg siger min ærlige mening og tager tæskene bagefter. Og tæsk kom der. Hun blev kaldt satans datter af ortodokse landsmænd, da hun tog afstand fra fatwaen mod Salman Rushdie, og hun modtog ofte trussels-breve. Truslerne blev til virkelighed en sommerdag i 1990. Uden for hendes bopæl ventede fire mænd klædt i grønt tøj og store, sorte støvler på hende. Mødet kostede hende en brækket næse og betød en livsstil præget af angstens begrænsninger. Lubna nægtede dog at lade de personlige overgreb forhindre hende i at stille op til kommunalvalget igen i 1993. Og københavnerne belønnede den rapkæftede kvinde med et kanonvalg. Hun fik knap 8.000 personlige stemmer. Tæv på gaden Med succesen i ryggen gik Lubna efter en borgmesterpost, men partiet valgte at ignorere hovedstadens foretrukne SF'er og tilbød i stedet Lubna to mindre poster. - Jeg var skuffet over at få de tilbud, som var rene kransekageposter, når jeg havde det tredje højeste antal stemmer i hele kommunen. Jeg ville have politisk indflydelse, fortæller Lubna. Forholdet internt i partiet begyndte mildest talt at knirke. To år efter valget skiftede hun til Socialdemokratiet. Det blev til seks år i partiet, hvor hun blandt andet beklædte en post i Børne- og Ungeudvalget. Her skulle hun træffe afgørende beslutninger om tvangsfjernelser af børn. En af afgørelserne om at fjerne et barn fra hjemmet førte til et voldeligt overfald ved højlys dag på Strøget i København. Moren genkendte en dag Lubna på gaden, hvor hun gik med sin yngste søn i klapvogn og den ældste i hånden. - Hun kom sammen med sin søster, og så gik hun bare amok. Hun ville dræbe min yngste søn, så min anden søn tog klapvognen og flygtede, mens jeg blev overfaldet. De tævede mig simpelthen, forklarer Lubna. Episoden forstærkede angsten for at bevæge sig frit. Hver gang hun skulle til møder efter mørkets frembrud, blev hun eskorteret af enten familie eller venner. Ud af billedet Som socialdemokrat skabte Lubnas person fortsat overskrifter. Blandt andet spyttede hun under en politisk forhandling efter en venstrefløjspolitiker og personlig mangeårig ven, fordi han samarbejdede med højrefløjen. - Jeg gjorde det, fordi han knuste mit hjerte, forklarer Lubna i dag. Samtidig følte hun sig forrådt af socialminister Karen Jespersens udtalelser om stramninger på indvandrerområdet. - Jeg græd nogle gange og sagde: Hold kæft mand, det er for meget. Et parti, der er så indvandrerfjendsk, hvad laver jeg her?, siger Lubna. I februar 2001 var kollegaerne så trætte af hende, at de fjernede hende fra kandidatlisten til kommunalvalget. To måneder senere meddelte Lubna, at hun ikke længere var socialdemokrat på grund af partiets fremmedfjendske holdninger. I stedet dannede hun sin egen liste, det midtsøgende Fri Dialog, men ved valget i november 2001 svigtede opbakningen fra vælgerne. Med kun 319 stemmer var hun ude af kommunalpolitik. Lubnas indre retssag Det var en vred og trist Lubna, der efter valgnederlaget vendte hjem til familien. Her ventede ti reoler stoppet med alle de papirer, hun havde haft mellem fingrene i sit politiske arbejde gennem tolv år. - Jeg pakkede det hele væk, det gjorde for ondt at se på. Jeg skændtes med min mand og sagde til min familie: I rører det ikke, det er mine ting, og jeg skal nok rydde det op, når jeg er klar, siger Lubna. Hun opsagde alle avisabonnementer, og det næste halvandet år isolerede hun sig fra omverdenen. Lægen konstaterede, at hun led af en voldsom depression og ordinerede antidepressiv medicin. Det betød sygemelding fra jobbet som tosproget lærer. - Selvom det så ud som om, jeg bare gik og lavede ingenting, så arbejdede jeg på højtryk indeni for at forstå, hvorfor det hele var gået så galt, forklarer Lubna. Hun beskriver det som om, hun i al den tid førte en indre retssag: - Jeg prøvede at nå til bunds i, hvad jeg havde gjort forkert og veje det op mod det omverdenen havde gjort mod mig. Det var hårdt for mig at tænke på, at jeg til en vis grad havde taget min familie med i faldet, mindes Lubna. Særligt generede det Lubna, at børnene havde måttet betale så høj en pris for at have hende som mor. - Min ældste søn Waqas måtte til psykolog efter overfaldet på Strøget, og begge mine sønner blev ofte konfronteret med, at jeg var på forsiden af formiddagsaviserne. Hvorfor hun netop havnede dér, brugte Lubna meget energi på at ærgre sig over under sin depression. - I dag kan jeg godt se, at jeg greb det helt forkert an i forhold til pressen. Jeg talte uden filter og havde for mange følelser op af spanden. Det fortryder jeg virkelig. Efter at have været på anklagebænken i sit indre et par år var dommen klar: Fremover skulle hun lære at sige tingene på en anden måde og reagere mindre med følelserne. Og det kunne ikke længere nytte noget at forsøge at udkæmpe alle politiske slag på én gang. Med den konklusion lagde hun den antidepressive medicin på hylden og genoptog jobbet som lærer. Politisk nødvendighed For kort tiden siden blev hun spurgt, om hun var frisk på at stille op som folketingskandidat for partiet CD ved næste valg. - Jeg overvejede, om jeg turde kaste mig ud i det politiske liv igen, og om det overhovedet var det værd. Men savnet efter at tilkendegive min mening og være i et politisk fællesskab var for stort til at sige nej. I dag er det vigtigste for Lubna at bevise, at hun kan gennemføre seriøs politik. Hvilken politisk post, det ender med, er af mindre betydning. - Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel i arbejdet med integration. De mennesker, som ikke er velintegrerede er amputerede i samfundet. De kan ikke række hånden ud til karriere og udvikling. Og så sidder de bare der, afstumpede … og så kræver jeg, at de i det mindste bare prøver. Ligesom jeg siger til mine børn, at de skal prøve at smage på maden, forklarer Lubna og fortsætter ivrigt: - For hvis vi ikke får en bedre forståelse for hinanden, ender vores børn med at udvikle sig til Bin Ladens soldater. Derfor må jeg tilbage, inden det ender med et brag. Men belært af sine dyrekøbte erfaringer vil Lubna denne gang kæmpe for integrationen med nye våben. - Jeg vil koncentrere mig om færre områder, og mine følelser skal ikke længere styre mine udtalelser til pressen. Det har jeg simpelthen ikke råd til.