Dyr

Kamphunde maltrakterede får

Et uhyggeligt syn mødte Per Bang fra Kaas, da han overværede to kamphunde i færd med at maltraktere et af hans får.

Det var et uhyggeligt syn, der mødte Per Bang, da han torsdag kom hjem til sin gård i Kaas. To kamphunde var i færd med at maltraktere et af hans får, som efterfølgende måtte aflives. Per Bang kontaktede den lokale landbetjent, som havde en formodning om, hvor hundene hører til. Hund smurt ind i blod Da betjenten opsøgte stedet, et hus inde midt i Kaas, blev han mødt af synet af den blodindsmurte hund, som stod i vinduet. Hundens ejer var blevet fængslet samme morgen, og den pige, der skulle passe hundene, var kommet til at lukke dem ud. Det fik altså skæbnesvangre følger for Per Bangs får, men fåreavleren frygter, at nye besøg af hundene kan få endnu værre konsekvenser. Tør ikke lade søn lege ude Han tør ikke lade sin søn lege på gårdspladsen, så længe de to kamphunde huserer. - Det (fåret, red.) vejer 40 kilo ... ham her vejer 13, siger Per Bang om sønnen Rasmus. Politiet i Hjørring lægger sig i dag fast på, hvad der yderligere skal ske i sagen.