Hirtshals

Kampvalg gav to nye ansigter i bestyrelsen

HIRTSHALS:Morten Sørensen og Jesper Nielsen er nye ansigter i den ni mands store bestyrelse i Hirtshals Fiskeriforening. Det blev resultatet da de 76 medlemmer havde afgivet deres stemmer på generalforsamlingen, for der skulle kampvalg til før posterne var fordelt. Tre medlemmer var på valg, og mens Kim Sørensen ikke ønskede genvalg, havde både Leif Woller og Niels- Olaf Haugset ambitioner om at fortsætte i bestyrelsen, men kun Leif Woller slap igennem nåleøjet. Hele syv kandidater var villige til at stille deres kandidatur til rådighed. Jesper Nielsen opnåede 38 stemmer, Leif Woller og Morten Sørensen fik begge 34 stemmer. Niels Kjærsgaard blev 1. suppleant med 31 stemmer, mens Bent Bork er parat til at træde til, hvis to af de valgte skulle forlade bestyrelsen i utide. Han fik 28 stemmer, mens Niels- Olaf Haugset måtte tage til takke med posten som 3. suppleant med 26 stemmer. Kim Sørensen benyttede inden valget chancen for at gå på talerstolen for at aflevere en afskedssalut. - Jeg har været fisker i 23 år, og der har aldrig været så mange fisk i Skagerrak, for mig er det stadigvæk ikke godt nok, når mange fiskere må hulte sig igennem tilværelsen. Selvom der har været positive tendenser, så må det ikke blive en sovepude. Det går ganske enkelt for langsomt, sagde Kim Sørensen og høstede dagens eneste bifald fra forsamlingen. Han understregede også, at erhvervets trængte situation havde haft store menneskelige omkostninger for mange fiskere, idet mange forhold havde lidt skibbrud og resulteret i at flere familier gået i opløsning pga. den økonomiske situation. De øvrige medlemmer af bestyrelsen af er formand Erik Jespersen, Allan Jellesen, Peter Jensen, Niels Kristian Nielsen og Søren Larsen Grønby.