EMNER

Kan dansk overleve?

Tal dansk din sorte hund, så skal vi vide at svare for os! Sådan skriver Søren Krarup ikke, men han har meldt sig under fanerne.

Det er tiltrængt, men samtidig pudsigt, når det kommer fra ham, der i tidens løb har skrevet meget, altid med et udstrakt forbrug af fremmedord, som f.eks. Sakrosant, Sakrale og Sekularisere - ord, som den gemene hob måtte have ordbogen frem for at forstå, men måske skrev han heller ikke for hoben, men for brødre i Ånden. Forøvrigt er det udmærket, at Søren Krarup nu vil arbejde for, at dansk ikke ender som et blandingssprog som han frygter. Denne frygt deles ikke af professor Jens Normann Jørgensen, som med lidet klædelig akademisk arrogance erklærer, at kun folk, der ikke ved, hvad de taler om, frygter at dansk bliver et blandingssprog. Alligevel er han mærkeligt nok enig med Søren Krarup i, at det er krukkeri, når man bruger engelsk på universiteterne. Hvis det kun var på universiteterne, krukkeriet trives, var det til at leve med, men det er mere betænkeligt, at det stortrives i aviser og i fjernsynet. Hos sidstnævnte er navnlig sportsjournalisterne vilde med engelske ord ofte med en skrækkelig udtale som f. eks. ”Tjæmpions Like” eller ”Barsket bårl”. Tekst-tv holder sig heller ikke tilbage med en forsker udtalelse som: ”Det er ingen god idé for danske virksomheder der springer på den kæmpestore hype, der for tiden er om Second Life!” I gamle dages hæderkronede Stiftstidende kunne man læse indholdet uden at skulle ty til fremmedordbog og engelsk ordbog hvilket nu kan være nødvendigt for at forstå journalisternes udstrakte brug af fremmedord i danske sætninger som f. eks.: ”Branding af Aalborg”. ”Hun er hitmager”, eller ”han er castet som tysker”. Han er ifærd med at coache”, hvis han da ikke er i gang med at skabe ”flow” i pasning. Egentlig er det mærkeligt, at det danske sprog overlever efter alle de angreb, vi selv gennem tiderne har sat ind mod det. Om adelsmanden hed det: Fransk med sin frue, tysk med sin hund, dansk med sin tjener han talte: Gud ske lov for tjeneren! Problemet med fremmedord i vort sprog har altid eksisteret og var meget stort omkring 1900, hvor Jeppe Aakjær var begyndt at skrive. Vel under indtryk af livet blandt københavnske studenter brugte han mange fremmedord, indtil en ven gjorde ham opmærksom på at disse ord skæmmede, hvad han skrev. I sine efterladte erindringer fortæller han: “Jeg kunne se, at han havde ret, og jeg skammede mig og holdt op med at bruge fremmedord” Det var ønskeligt, om nutidens skriverkarle ville tage ved lære! Det skulle ikke være så vanskeligt for NORDJYSKE’s journalister, der blot kan studere avisens ledere, hvor der ikke bruges unødvendige fremmedord, eller Bertel Bavnsgaards artikler, der også er skrevet på et letforståeligt, sobert dansk. Sobert dansk ja: Den store interesse, der for tiden er for at rense dansk for fremmedord, burde udstrækkes til også at omfatte ord, som i min barndom blev omtalt som rendestensord, man ikke anvendte, medmindre man var overlæge, skuespiller eller lignende, der kunne finde på at kokettere med det, uden at nogen derfor skulle tro, at de ikke var sig deres høje stade i samfundet bevidst, og at afstanden til den gemene hob ikke blev draget i tvivl. Deres sproglige koketteri var det rene vand mod, hvad man kommer ud for idag. Aviserne holder sig ikke tilbage, men navnlig fjernsynet er stygt med udsendelser, hvor det voksne publikums morskab synes at stige stærkt i takt med omtale af området under bæltestedet. Mange ungdomsudsendelser er langt værre med ord som hentet fra en skraldespand, oven i købet fra en engelsk skraldespand. Er det underligt, at børnene synes at det er ”sejt” at anvende disse ord? Fædrenes synder skulle nedarves på børnene. Førhen blev et dårligt sprogbrug påtalt af forældrene der betegnede det som karlekammer- eller pubertetssnak. Pubertetsårene synes at vare betydeligt længere nu til dags!