Lokalpolitik

Kan DF leve medradikale ministre

Ugens emne: Er det realistisk med en VKR-regering, hvis mandattallet efter næste valg giver de tre partier et flertal?

Kære KarenAlt er jo muligt i politik som bekendt. Noget andet er hvad der er klog politik. Men hvis uheldet skulle være ude og V og K skulle hoppe på den limpind, vil jeg foreslå at man skifter Marianne Jelved ud med Naser Kader. Men set med mine øjne er der for mange ting, der adskiller venstre og de radikale til at projektet har en chance. Som mandatfordelingen er i dag, har de tre nævnte partier ikke 90 mandater til sammen, og jeg har personligt vanskeligt ved at se DF som støtteparti til den konstellation. Med venlig hilsen Rikke Kære RikkeHvis der bliver mandater til et VKR flertal efter et valg, så tror jeg det blive den nye regering. Både V og K vil have DF kørt ud på et sidespor hurtigst muligt, selvom det med DF bliver ved truslerne om at gribe ind i regeringens forringelser, så er V og K irriterede over afhængigheden. Det oplæg til velfærdsreform, regeringen har fremlagt er et velfærdsforringende udspil, et oplæg til at forringe efterlønnen, udskyde pensionen, skære i dagpengene og SU. Jeg tror ikke, at socialdemokraterne kan holde til at gå med på den, og konsekvensen kan meget let blive et valg.Med venlig hilsen Karen Kære KarenDF har forståelse for at frustrationerne er store hos mange, over DF’s position som støtteparti. Dog vil det være for vand at regne mod de frustrationer, som vil ophobe sig i den danske befolkning, hvis de radikale kom i regeringen. Set gennem min optik vil nationen nærmest gå i stå, fordi de radikale pr definition aldrig går samme vej som fornuften anviser. Hvad velfærdsoplægget angår, står DF jo ganske frit og kan støtte de sager partiet ønsker fremmet. DF ønsker indflydelse, det er det politik drejer sig om, og vi vil naturligvis anstrenge os for, at vi har ligeså meget indflydelse efter næste valg. Med venlig hilsen Rikke Kære RikkeJeg er sikker på, at en del af dem der vælger at stemme radikalt ved næste valg, vil bive overraskede over den økonomiske politik de radikale vil føre sammen med V og K. Radikal økonomisk politik er jo bla. massive skattelettelser til de bedst lønnede, og dermed øget ulighed i samfundet. Lige nu er vi vidner til massivt klumpspil til højre for midten i dansk politik. Der er trængsel om pladsen - selv DF mener, de kan defineres som et parti på midten. I SF er vi godt tilfredse med at få den venstre banehalvdel næsten for os selv, så vælgerne kan se, hvad vi står for: social omfordeling og tolerance. Med venlig hilsen Karen Kære KarenDu har helt ret i, at folk vil blive overraskede, hvis de radikale kommer i regering. Danmarks selvstændighed og frihed er for dem en by i Rusland. Dansk kultur og åndsliv er indavl og spirende nationalisme. Hvis man ikke er super-europæer og priser globaliseringens højstemte muligheder, vil en ”god” radikal sige, at man er godt i gang med at bidrage til snæversyn, intolerance og racisme. Når DF ønsker et land bestående af frie borgere, som gives mulighed for at klare sig selv og bestemme over sig selv og fastholder at Danmarks Riges Grundlov er fundamentet for folkestyret, så er det i den Radikale bevidsthed lig med en støvet provinsiel tankegang, der bunder i frygt for verden. Jeg spørger, hvem har mistet jordforbindelsen! Med venlig hilsen Rikke Kære RikkeI SF taler vi om frihed i fællesskab. Det betyder for mig, at der skal være frihed til det enkelte menneske til at træffe sine valg, men det skal ikke gå ud over andre. Det betyder, at vi skal have et fællesskab, der tager hånd om de, der har brug for hjælp. Det betyder, at vi vedkender os vores globale ansvar, udviser medmenneskelighed og tolerance. Jeg mener DF som støtteparti til regeringen har bidraget til øget intolerance, snæversyn og social ulighed. Meningsmålingerne viser, at jeg deler denne holdning med flere og flere i befolkningen, og det tror jeg, at Fogh er meget bevidst om! Med venlig hilsen Karen ] Rikke Karlsson er 40 år og bor i Støvring med sine tre børn. Hun har blandt andet været socialarbejder og underviser på en efterskole, ligesom hun har været ansat som skoleleder på en specialskole for adfærdsvanskelige unge. Fra august 2003 optaget på studier med henblik på videre uddannelse. Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Frederikshavn-kredsen samt regionsrådskandidat. ] Karen Touborg er 33 år, bor i Valsgaard ved Hobro og er folketingskandidat for SF i Hobro-kredsen samt nyvalgt medlem af byrådet i Mariagerfjord Kommune. Hun er cand.scient (biolog) og arbejder på vindmøllefabrikken Siemens Wind Power i Aalborg som miljø- og sikkerhedsmedarbejder. Hun og manden Morten har døtrene Johanne på fire og Cecilie på et halvt år.