Mariager

Kan du leve med den anklage, Maarup?

BUDGET:Vi er en flok mennesker her i den gamle Mariager Kommune som er meget kede af det, vrede og skuffede! Og det er du ansvarlig for, Maarup! Vi er alle tilknyttet lokalpsykiatrien, centreret omring vores være- og aktivitetssted ¿Midtpunktet¿ i Assens. ¿Midtpunktet¿ har eksisteret i cirka 12 år, og jeg har selv gennem alle årene gjort brug af både det og den hjælp og støtte i hjemmet, som udgår derfra. Jeg har oplevet værestedet og lokalpsykiatrien blive bygget op til et rimeligt velfungerende tilbud til kommunens psykisk syge og misbrugere, men nu ser jeg hele herligheden rutsje ned ad en meget sejl bakke mod en afgrund af tilintetgørelse og ligegyldighed. Vores værested bliver ganske enkelt sparet væk og vort personale bliver presset så hårdt på både tid og løn, at de ligger syge i månedsvis eller opgiver kampen og går, før de bliver syge! Husker du Maarup dit besøg hos os i ¿Midtpunktet¿ for ikke så længe siden, hvor vi brugere bad dig lytte til vores bekymringer og behov? Vi fortalte dig om vores bekymringer for personalets helbred og værestedets eksistens pga. nedskæringer og indskrænkninger! Vi var urolige for ¿Midtpunktets¿ fremtidige eksistens pga. besparelser og indskrænkninger og fordi vi havde fået at vide, at bostøtte er lovbefalet, mens værestedet kun er noget, der KAN tilbydes! Alt dette sagde du, at du godt kunne forstå, og du lovede faktisk, at vi ikke skulle blive glemt. Og vi tænkte: ¿Det er vel nok godt, at vi har fået en socialdemokratisk borgmester, som lytter til os!¿ Men Maarup - rutsjeturen stoppede ikke! Den blev tværtimod mere stejl, og nu er vi så tæt på afgrunden, at vi er ved at miste modet! Før havde vi tre fastansatte medarbejdere. Tilbage har vi nu en ¿flyver¿ - en sød og rar fyr, men skal man hjælpe psykisk syge mennesker, må der være tillid mellem brugeren og støttekontaktpersonen, og det er ikke noget man opnår blot ved at komme ind af døren og være flink og rar! Det er et mellemmenneskeligt forhold som bygges op ved hjælp af ro, gentagelse og kontinuitet. Du betror vel heller ikke dine inderste tanker og følelser til hvem som helst, vel? Summa summarum: Ingenting fungerer! Du glemte os. Kan du leve med den anklage, Maarup? Læserbrevet er forkortet af redaktionen. Læs det i sin fulde udstrækning på www.nordjyske.dk/mariagerfjord