Miljøpolitik

Kan ikke få lov at bygge for 30 mio. kr.

Borgmester Jens Lauritzen og planudvalgsformand Knud Kristensen vil bede miljøminister Connie Hedegaard om at løse købmandssagen i Løgstør. Her står Erik Svendsen klar til at investere 30 mio. kr. - men kan ikke få lov.

Borgmester Jens Lauritzen (V) samt formanden for plan- og miljøudvalget, Knud Kristensen (K), bliver i dag præsenteret for et udkast til et brev til miljøminister Connie Hedegaard (K) i den famøse købmandssag fra Løgstør. Her står købmand Erik Svendsen, Nibe, klar til at investere 30 mio. kr. i en ny butik, men offentligt bureaukrati gør, at han ikke kan få lov at sætte spaden i jorden på Limfjordsvej i Løgstør. Det er udviklingsdirektør Birgitte Juhl, Vesthimmerlands Kommune, der har været i gang med henvendelsen til miljøministeren. - Jeg regner med, at udkastet til brevet kan præsenteres for de to politikere i dag. Hvis de godkender det, så kan det måske nå at blive sendt af sted fredag, siger Birgitte Juhl til NORDJYSKE Medier. Hvis det ikke var for en ny lov, der trådte i kraft 1. juni, så kunne Erik Svendsen allerede have taget det første spadestik til den nye SuperBestbutik i Løgstør i sidste uge. Men Miljøcenter Århus sagde i sidste øjeblik nej til kommunens og købmandens plan. Miljøcenter Århus, som sammen med to andre regionale miljøcentre har overtaget godkendelsen af detailhandelsplanerne efter amterne, nægtede at lade byggeriet gå i gang. Centret vil først have, at Vesthimmerlands Kommune laver en udførlig detailhandelsplan for hele kommunen. Derfor risikerer Erik Svendsen at skulle vente til 2009 med at komme i gang med sit butik. Kommunen håber med sin henvendelse til miljøministeren på, at Connie Hedegaard kan få øjnene op for, at den nye lov en bremseklods på området.