Kan ikke genkende tallene

Lene Hansen tager initiativ til snarligt møde med politiet om sagen

BRØNDERSLEV:Formand for børne- og kulturudvalget i Brønderslev, Lene Hansen (S), kan ikke genkende de tal, som politiassistent Svend Erik Trudslev, Brønderslev Politi, kommer med omkring unge kriminelle. - Jeg har talt med mine embedsmænd, og de deltager i alle afhøringer af de unge under 18 år. - De kender ikke til, at der inden for den seneste tid har været omkring 10 unge, som politiet har taget for enten tyveri eller vold. - Jeg synes, at der bliver tegnet et billede af Brønderslev, som ikke holder stik i virkeligheden. Lene Hansen refererer til en artikel i NORDJYSKE Stiftstidende 17. januar, hvor Svend Erik Trudslev henviser til, at Brønderslev har fået et stort problem med helt unge kriminelle. Ifølge Svend Erik Trudslev er problemet eskaleret i den senere tid. Rapport "Godt på vej" Lene Hansen henviser til rapporten "Godt på vej". -I foråret sidste år udgav vi rapporten "Godt på vej", som dokumenterede, at Brønderslevs rygte som en by med meget kriminalitet ikke er dækkende, og dette gælder også for de unge. Politiet var selv med til at arbejde med rapporten, ligesom politiet også er med i SSPF-samarbejdet, som arbejder med det præventive arbejde. Lene Hansen beklager, at Brønderslev Politi vælger, at gå i pressen fremfor at henvende sig til kommunen direkte, og hun synes, det er forkert, når Svend Erik Trudslev beskylder lærere og pædagoger for at lukke øjnene for problemet. Der gøres stor indsats - Jeg synes faktisk, at vores ansatte inden for børn- og ungeområdet gør en stor indsats for at hjælpe de her unge og deres familier. - Der er sikkert ting, vi kan gøre bedre. Men at kalde indsatsen for "fuldstændig kikset" er efter min mening ikke rimeligt. Brønderslev Politi opfordrer til et møde, og det vil Lene Hansen gerne medvirke i. - Vi vil til hver en tid tage et møde med politiet, hvis de oplever, at der er behov for det. Og fremover behøver de ikke bede os om et møde gennem pressen. Egentlig er det nemmere, hvis de bare selv kontakter os. Lene Hansen vil nu bede sin forvaltningschef om hurtigst muligt at stable et møde på benene.