Kan jeg give min steddatter gave?

15. september 2002 08:00

?Vi har boet sammen uden at være gift i over 30 år. Da vi flyttede sammen havde hun en datter på to år, som jeg i dag betragter som min. Jeg havde ikke børn i forvejen, og vi har ikke fælles børn. Kan jeg give datteren gave? !Selvfølgelig kan De give en gave. Dét, De ønsker oplyst, er måske størrelsen af den afgift, der skal betales? Det springende punkt er, om datteren er omfattet af gavekredsen. Hun er ikke Deres stedbarn, fordi De ikke er gift med moderen. Men hun er et plejebarn, idet hun har haft bopæl hos Dem i mindst 5 sammenhængende år, idet opholdet begyndte, inden hun fyldte 15 år, og idet højst en af hendes forældre har haft bopæl hos Dem sammen med datteren. De kan således yde en årlig gave på indtil 48.200 kr. (2002) uden at skulle betale gaveafgift. For gaver herudover betales afgift med 15 pct. De bør overveje at oprette testamente, hvis De ikke allerede har gjort det. Deres samlever og dennes datter er ikke automatisk arving – det er derimod Deres forældre eller Deres søskende. Opretter De testamente, så Deres samlever eller dennes datter arver Dem, skal disse betale boafgift med 15 pct. Det er kun ægtefæller, der kan arve uden at skulle betale afgift. De bør endvidere kigge livsforsikringer og pensioner igennem, idet Deres samlever eller dennes datter ikke automatisk er begunstiget. Det kan være, at de kan blive det ved forskellige krumspring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...