Kan jeg redde mine ramponerede alufælge

? Mine fire letmetalfælge er blevet noget ramponerede. De er af aluminium med helt blanke sider, der ligner rustfri stål. Nu vil jeg gerne have dem renoveret, og jeg har fundet et firma, der kan dreje kanterne af, så de ser ud som nye. Problemet er, hvordan jeg giver fælgene en overfladebehandling, som kan holde, og så fælgkanterne forbliver blanke. Jeg tror, at fælgene var malet med epoxy, men har fået at vide, at det vil kræve en grundbehandling, men hvilken? Jørgen Soelberg SVAR: En klar speciallak til biler vil være stærk og modstandsdygtig over for bremsestøv, trafikfilm og kemikalier. Lakken køber du hos et autolak-firma, som er specialister i de mange lakker, der bruges på autolakerier. Det er krasse og dyre sager, som ofte skal blandet af flere komponenter, tilsættes special-fortynder, hærder m.m, og du skal bruge åndedrætsværn, når du maler. Men gengæld får du et flot resultat, der holder. Samme sted køber du den primer, som eventuelt skal bruges til forbehandling. Måske er det ikke nødvendigt på nyafdrejede fælge - en afrensning med fortynderen er måske nok. Det kan farvehandleren fortælle dig. Du Pont er et af de store firmanavne inden for området. De laver utallige grundlakker og metallakker, som afsluttes med en stærk klarlak. Denne klarlak være perfekt til dit formål. Det er klarlakken, der giver slidstyrken. De gængse autoudstyrsforretninger har også alufarvet og klar lak på spraydåse til letmetalfælge. En noget nemmere løsning, som autolak-forretningen også kan tilbyde.