Kan kommuner løse flere og større opgaver?

Vi skifter nu fra et svækket ben til et, der kan løfte mange typer sundhedsproblemer. Men visse kommuner har ikke noget ben at skifte til, skriver Jytte Wester

Kommunernes Landsforening har travlt med at markere sig i debatten om, hvem der skal gøre hvad i fremtidens sundhedssektor. De kommende regioner skal have ansvar for sygehusene, der med sikkerhed vil blive mere centraliserede og specialiserede, end de er i dag - de kommende kommuner skal have ansvar for lokale sundhedstilbud, der skal kunne meget mere, end de kan i dag. Formanden for Kommunernes Landsforening, Ejgil W. Rasmussen, har i et indlæg i Ugeskrift for Læger, gjort det lidt mere konkret: "Lokale sundhedstilbud kan f.eks. bestå i øget pleje i eget hjem, i en udvidelse af plejehjemmenes kompetence og i oprettelse af lokale sundhedscentre," forklarer han. AMTSRÅDSFORENINGEN har undervejs i debatten også budt ind på at drive de lokale sundhedstilbud – der kunne være en idé i at lægge hjemmesygeplejen og genoptræningen af ældre sammen med ansvaret for sygehusene, har det lydt. Men amterne vil ikke være i stand til at "bringe borgerne på tættere hold af sundheden", har KL repliceret. Det vil kommunerne derimod – derfor skal kommunerne have ansvaret for at udvikle og tilbyde mange former for behandling, genoptræning og forebyggelse i borgernes eget hjem, på plejehjem eller evt. i lokale sundhedscentre. DET LYDER jo som en klar melding: Kommunerne vil gerne have flere og større opgaver – de vil gerne drive lokale sundhedscentre – de vil gerne stå for det forebyggende arbejde, for genoptræningen og for behandlingen og plejen ude i hjemmene. Så er det bare, man undrer sig, når man kender de politiske beslutninger, der rent faktisk bliver truffet ude i kommunerne. Jeg kan nævne flere kommuner, der er i gang med at forringe kvaliteten i deres hjemmesygepleje. Det grelleste eksempel i vores egen landsdel er Brovst kommune, der i efteråret 2003 har fyret fem ud af kommunens otte hjemmesygeplejersker for at spare 500.000 kr. De fem sygeplejersker skal erstattes af social- og sundhedsassistenter, der herefter skal varetage hovedparten af plejen og behandlingen i hjemmene. HVORDAN harmonerer en sådan beslutning med holdningen i den organisation, som Brovst kommune er medlem af? Kan en organisation byde ind på de mange og komplekse opgaver, der i princippet kan løses udenfor sygehusene – og samtidig være vidende om, at et medlem mere end halverer den faggruppe, der har erfaring og uddannelse til at løse de komplekse opgaver. Nu kunne man mistænke mig for, at jeg er imod opgaveglidning mellem faggrupperne. Det er jeg ikke. Der er helt givet brug for at tænke i nye fordelinger af ansvar og opgaver i fremtidens sundheds- og ældresektor. Men det er ikke opgaveglidning, der praktiseres i Brovst og i de andre kommuner, der i disse år fyrer sygeplejersker. Det er derimod underminering af en hjemmesygepleje, der er helt nødvendigt, når sygehusene udskriver patienter tidligere og tidligere og tilbyder ambulante behandlinger, hvor det kan lade sig gøre. Det er også underminering af en hjemmesygepleje, der hver dag sparer samfundet for store udgifter ved at kunne beholde patienter med vanskelige og komplekse problemstillinger i eget hjem. DET ER FØRST og fremmest dyrt for samfundet at handle, som Brovst Kommune har gjort det. Det er også kassetænkning - og det er visionsløst. Det kan jeg begrunde med følgende: * Samfunds-økonomien. Pilotprojekter har vist, at flere behandlinger, kontrolfunktioner og plejeopgaver, end vi umiddelbart forestiller os, kan klares i patienternes eget hjem. Der er rigtig mange penge at spare ved at flytte opgaver fra sygehusene over til en veludbygget og højt kvalificeret hjemmesygepleje. Det samfundsøkonomiske behov passer i dette tilfælde godt sammen med patienternes behov. De fleste patienter vil nemlig helst bo hjemme, hvis de har muligheden. * Kassetænkningen. Hvis en faggruppe får overladt et større ansvar, end den er uddannet til, må der rimeligvis opstå situationer, hvor der er brug for assistance. De 500.000 kr., som Brovst kommune har sparet, kan meget, meget hurtigt blive brugt på tilkald af lægevagt, ekstra indlæggelser og forlængede indlæggelser – men her er det jo amtet, der betaler... * Visionerne. Det er fint, at Kommunernes Landsforening har visioner på sundhedsområdet og byder ind på de opgaver, der kan løses både bedre og billigere udenfor sygehussektoren. Men visionerne har kun en værdi, hvis foreningens medlemmer er i stand til – og villige til – at føre dem ud i livet. For mig at se lever visionerne deres eget liv i Gyldenløvesgade i København, mens en række kommuner er mere optaget at skabe en billigere og mere skrabet hjemmesygepleje og forsikre borgerne og personalet om, at besparelserne er fuldt ud forsvarlige. JEG SPØRGER mig selv, hvilket sundhedsben Kommunernes Landsforening og dens medlemmer egentlig vil gå på? Skal det være et ben, der virkelig kan bære forebyggelsen, genoptræningen, dele af behandlingen og dele af plejen udenfor sygehusene – eller skal det være et ben, der lemper kommunerne billigst muligt igennem de forpligtelser, de har sagt ja til at varetage? Jeg spørger også mig selv, om kommunerne er i stand til at løse større og flere sundhedsopgaver, end de i forvejen har? Enhver kommune kan være fristet til at vedtage en kortsigtet besparelse, der kommer til at koste et andet sted i sundhedssektoren, og man kan vælge at tro, at det problem bliver løst via de kommunesammenlægninger, der er på vej. Men løser det noget i sig selv, at fire mindre kommuner bliver lagt sammen til en større kommune? Vil en større kommune ikke stadig tænke i besparelser på dette års og næste års budget – frem for i de perspektiver, der ligger i at investere i en højt kvalificeret hjemmesygepleje? KL ER GÅET på banen med en finansieringsmodel, der skal modvirke kassetænkningen. Foreningen foreslår, at kommunerne skal betale en del af sygehusopholdet for borgere, der bliver indlagt - mod at få andel i nogle af de midler, amterne bruger på sygehusdriften. Kommunerne skal altså være med til at finansiere sygehusene, ved at betale for egne borgeres forbrug, og kommunerne vil på den måde finde ud af, at det betaler sig - helt kontant - at satse på forebyggelse og genoptræning. De sparer penge, hver gange de holder en borger ude af sygehussystemet. Det kan godt være, at KL's forslag om medfinansiering af sygehusene kan fjerne noget af kassetænkningen. Det er i hvert fald en erkendelse af, at kassetænkningen eksisterer, og at en sammenlægning af kommuner ikke løser noget i sig selv. Men jeg mangler stadig et svar på, hvordan erkendelser og visioner i toppen af KL hænger sammen med den sundhedspolitik, der føres af foreningens medlemmer. TROR KL SELV på, at kommunerne kan vende rundt på en tallerken - tiltrække erfarne og kvalificerede medarbejdere og forklare politikere og borgere, at nu skal vi pludselig noget helt andet ? Nu skal vi investere i en højt kvalificeret hjemmepleje, der kan give os alle sammen mere sundhed for pengene. Det betalte sig ikke i går - men det gør det i dag..., og derfor skifter vi nu fra et ben, der igennem lang tid er blevet svækket, til et andet, der har kræfter til at løfte mange typer af sundhedsproblemer. Jeg håber bare, KL er klar over, at visse kommuner ikke har noget ben at skifte til. Det vil måske være klogt af KL at blande sig i det problem. Jytte Wester, Sofiendalsvej 3, Aalborg, er amtskredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Nordjyllands Amt,