Kræft

Kan kræft være komisk?

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den unge psykolog Katherine har i begyndelsen svært ved at få Adam til at samarbejde.

En film, der først er plat lalleglad, men snart vokser sig stor, stærk og vedkommende. Og på spørgsmålet om du kan kombinere komedie med kræft, er svaret, at filmen her vokser med opgaven og snart får dig til at glemme de i begyndelsen overkække college-stupiditeter om blowjobs og skedesvamp. Adam (Joseph Gordon-Levittt) løber kondi og holder sig fra både sprut og smøger, men da han efter at have haft ondt i ryggen et stykke tid opsøger en læge, får han at vide, at han har en ondartet svulst nær rygsøjlen og øjeblikkelig må i kemoterapi. Så er der nemlig chancen for at svulsten vil svinde så meget, at det er muligt at operere og redde hans liv. Chancen er fifty-fifty, og som hans gamle ven Kyle( Seth Rogen) siger, er det jo vinderodds, hvis det gjaldt et kasinobesøg. Så hvad er der egentlig at være urolig over? I begyndelsen tager Adam det også forbløffende roligt og afklaret, men snart begynder brækturene og den fysiske svaghed at tære. Også på humøret. Og hvad stiller han op med alle de personlige problemer med den overbeskyttende mor - ganske pragtfuldt spillet af Anjelica Huston - og den kunstmalende kæreste Rachael, der ofrer sig for ham. Eller gør hun? Der er også den unge psykolog Katherine (Anna Kendrick), der efter bedste evne prøver at få den i begyndelsen noget skeptiske Adam til at indse, at han ikke kan benægte sygdommen og de personlige problemer. -Men du kan ændre din måde at håndtere dem på. Det er en film, der efter en lidt vaklende, usikker Bambi-start, snart finder en fin balance mellem komiske platheder, og den alvor og de afgørende livsspørgsmål, du må tage stilling, til når Store K tager roret og kommandoen over dit liv. Det er også en film, der langsomt sniger sig ind på én. Fjolleriet tager heldigvis hurtigt af, og antallet af gode scener tager over. Især hovedrollens Joseph Gordon-Levitt gør det fremragende og gennemspiller hele registreret fra forsigtig optimisme til den dag, hvor han erkender, at døden kan være ganske nær. Bleg, skaldet og afmægtig forsøger han både at få styr på sin sygdom og komme overens med familie, venner og kæreste. Kort sagt - at bevare livshåbet, Seth Rogen gør det også godt som den evigt optimistiske ven, der blandt er fast overbevidst om, at "jeg har kræft" er en stensikker scorereplik, og i øvrigt konstant prøver at finde den sjove vinkel på den livstruende sygdom. Og på den måde også får vist noget om mandevenskab, og hvordan vi mænd viser ømhed over for en "mate" Og så er der de gamle knarvorne mænd i kemoterapien, der nok ved at skære igennem al udenomssnak og konstaterer, at "kræft er noget lort". Så er det da godt, man kan få pot på recept og bage det ind i nogle ganske velsmagende kager. En spirende kærlighedshistorie er der også blevet plads til, men den havner ikke i sentimentalitens tåregrøft, men ender lige tilpas. Ikke blot som en påklistret happy ending, men som en hyldest til, at livet nu går videre med de muligheder, som det nu kan bringe for lykke. En ganske intens og troværdig skildring af en ung mands kamp mod kræften. Ganske alvorligt sjov eller hedder det sjov alvorlig? Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "50/50" USA, 2011. Instr.: Jonathan Levine. En time, 40 min. Frarådes u. 7 år. Danmarkspremiere.