Kan man drømme kan man også gøre det

Rollen som den tolerante jyske Rasmus Poulsen i DR's prisbelønnede "Livvagterne" var på alle måder en drøm, der gik i opfyldelse for skuespilleren Søren Vejby. Men nu venter nye drømme

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Rollen som Rasmus Poulsen har virkelig været en drengedrøm, der gik i opfyldelse - og det prøver jeg at huske på, når det bliver lidt for meget hverdag, og jeg kommer til at gå lidt for meget op i: "Hvad nu med karrieren?", "Hvordan forhandler jeg løn?" og "Hvad skal næste skridt være?". Foto: Carsten Lauridsen

Hånden havde et fast greb om legetøjspistolen. Der var bare fødder i skoene - præcis som idolet Don Johnson fra tv-serien "Miami Vice". Og i hovedet rumsterede en diffus drøm om at være med i en politiserie. Nogenlunde sådan kunne et øjebliksbillede af Søren Vejby have set ud, hvis man havde zoomet ind på den halvstore Rødovre-dreng dengang i midtfirserne. - Og jeg kan huske min mor, der sagde, at jeg skulle tage strømper på, fordi det var for koldt - og mig, der insisterede på, at det jo heller ikke var for koldt for Don Johnson at gå uden strømper. Søren Vejby tygger lidt på barndomsbilledet af sig selv som insisterende knægt, der havde en fornemmelse af, hvad han gerne ville. Men ingen anelse om, hvad der ventede. Måske havde den 10-årige knægt grinet hånligt af at skulle spille en karakter ved navn Rasmus Poulsen. Hvor meget Miami Vice er der måske lige over dét navn? Omvendt havde det tjekkede udstyr og rollen som livvagt nok alligevel fået stemplet "sejt". Sikkert er det i hvert fald, at her - så længe efter - føles det, som om rollen i DR-serien "Livvagterne" på alle måder har været den helt rigtige. - På det praktiske plan har rollen givet noget synlighed, noget erfaring og en ballast, som jeg kan tage med videre. Men først og fremmest er det jo en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, siger han. Stof til eftertanke Søren Vejby har tidligere sammenlignet det at få rollen i "Livvagterne" med at vinde i Lotto. For drengen fra Rødovre drømte ikke bare om at være med i en politiserie. Han ville i det hele taget rigtigt gerne være skuespiller. Det blev han i 2002, men det krævede nogle års tilløb at trænge igennem i et fag, hvor der er mange om buddet. Til gengæld var der gennembrud for alle pengene, da han for et år siden for første gang trådte i karakter som Rasmus Poulsen i en serie, der ikke bare har hevet seere, men også priser hjem. Og som ifølge Søren Vejby kan noget, der gør, at serien giver mening på mere end bare det personlige plan. - Det er først og fremmest underholdning og på ingen måde en dokumentarfilm. Omvendt stikker "Livvagterne" jo ikke hovedet i busken, men peger på relevante ting i vores hverdag. Den læner sig op ad virkeligheden, og jeg tror, det er godt for os at kunne sidde en søndag aften og blive underholdt, men også udfordret til at tænke over, hvad vi egentlig synes om den verden, vi lever i. Om det for eksempel er rigtigt eller forkert at sætte livet på spil for andre. Eller om det er vigtigt med ytringsfrihed, og om man samtidig kan være tolerant, siger Søren Vejby, der også sætter pris på det indblik, seerne får i de arbejdsbetingelser, en række mennesker har herhjemme. - I serien er livvagter ikke bare jakkesæt, der render rundt med pistoler og råber: "Get down. Get down!". Jeg er stor tilhænger af tom action, men jeg sætter også pris på, at "Livvagterne" kan noget andet og for eksempel vise, at hvis man oplever, at nogen dør i ens arme, så har det konsekvenser for, hvordan man er som menneske. Den gode erfaring I den populære tv-serie formår livvagten Rasmus Poulsen på forunderlig vis trods alverdens ondskab at bevare sin tro på det bedste i mennesket. Og nu hvor Søren Vejby har spillet den jyske livvagt for sidste gang, kan han konkludere, at det har været et ualmindeligt behageligt bekendtskab. - Han har en rummelighed og en empati, som jeg synes er ret fantastisk. Han tror virkelig på det gode i alle mennesker og på, at vi alle har ret til at være her og til at synes, hvad vi vil, så længe vi ikke udøver vold mod andre. Og det har også været fantastisk at spille nogle scener, hvor jeg har tænkt, at hvis det var mig, så havde jeg fandeme kastet et eller andet ind i væggen eller råbt og skreget eller var i det mindste gået min vej, siger Søren Vejby og ryster smilende på hovedet til spørgsmålet om, hvorvidt han nu har taget alle livvagtens gode kvaliteter med sig videre i det virkelige liv. - Jeg er ret glad for at være mig, så på det konkrete plan er jeg højst blevet bedre til at orientere mig i trafikken og er kommet i lidt bedre form, fordi jeg har lært, hvad det vil sige at være livvagt. Men rent fagligt har jeg selvfølgelig taget bunker af erfaring med, siger den 35-årige skuespiller, der har det helt fint med, at "Livvagterne" nu bare er noget, han ser i fjernsynet, og ikke længere er der, alle arbejdskræfterne bliver lagt. En fantastisk tid er slut. Men så er der plads til noget andet. For tiden er det "andet" prøverne til "Moskva" på Betty Nansen Teatret. - Og det er jo bare et privilegium, at jeg har kunnet gå direkte over til noget andet interessant, som han siger. Måske Hollywood I Rødovre for snart 20 år siden insisterede Søren Vejbys mor måske nok på, at knægten skulle holde sine fødder varme, men ellers var der højt til loftet i hjemmet, der langtfra var noget kreativt kunstnerhjem, snarere et klassisk arbejderhjem. Lysten til skuespillet blev altså ikke født ud af en inspiration fra forældrene. Men forældrene var alligevel medvirkende til at få skubbet sønnen i den retning. - Jeg er aldrig blevet stoppet i min kreativitet. Tværtimod har jeg fået plads. Bare det at gå ned ad gaden kunne vi bruge lang tid på, og jeg fik altid masser af mulighed for at lege. Og den helt grundlæggende drengedrøm er måske i virkeligheden at blive ved at med at have mulighed for at bruge sin fantasi. Mit arbejde skal selvfølgelig også rumme muligheden for at blive bedre og lære mere, men først og fremmest er mit arbejde et kæmpe privilegium, fordi det giver mulighed for at gå ind i det der kreative rum og lege, siger Søren Vejby. Der er premiere på "Moskva" om en måneds tid, og derefter er der en masse "måske'er" og forhåbentlig også noget ferie med kone og datter. Og på længere sigt ... Ja, hvem ved? Måske kan der stadig vrides endnu en Hollywood-remake ud af Don Johnsons Miami Vice-figur Sonny Crockett. Måske er det noget andet hollywoodsk, der engang lokker Søren Vejby "over there". Der er i hvert fald stadig en lille uforløst drøm, der rumsterer. - Sådan helt konkret vil jeg jo først og fremmest bare gerne blive ved med at arbejde med projekter og mennesker, hvor jeg kan bidrage med noget og lære noget. Men det er da en drengedrøm at stå i Hollywood. Helt sikkert. Og den drøm vil jeg godt blive ved med at have. For hvis man kan drømme det, kan man også gøre det.

Forsiden