Kan man spille en mail?

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I begyndelsen skal man lige vende sig til, at den mørkhårede spiller den lyshårede og omvendt. I det hele taget skal man lægge bogen godt tilbage på hylden, inden man fuldstændig tager forestillingen ind.

TEATER "Michael Laudrups tænder" # # # # ¤ ¤ Et teaterstykke lavet på en bog, der er baseret på en mailkorrespondance mellem to journalister, er lidt af en udfordring, der meget vel kunne ende som et nederlag. Når man har læst bogen - måske endda flere gange og med tårer i øjnene af grin, bruger man de første tyve minutter på at forsøge at abstrahere fra bogen. For man kender de sjove tekster, men pludselig bliver de fortalt med en helt anden stemme end den, der lød i ens hovedet og på en måde, som man slet ikke forestillede sig, de to forfattere talte. For eksempel tøsefniser Sanne Saerens (Maise Njor) periodisk skingert og falsk, hver gang Njor beretter om eller selv er havnet i en komisk situation. Det er selvfølgelig et spørgsmål om fortolkning, men jeg havde nu mere læst Njor som med en passende ironisk distance og med et træk på skuldrene oftere end et hysterisk grin. Men efter den første halve time når man har sluppet tøjlerne til bogen, (det er altså bare sværere at gøre her end ved en filmatisering af en tilfældig svensk krimi, fordi hver læser sandsynligvis har fået sig et personligt forhold til Camilla Stockmann og Maise Njor) begynder lattermusklerne så småt at løsne op. Det skyldes især en godt udtænkt kulisse i form af en storskærm, der indgår aktivt i handlingen. Den viser for eksempel et billede af Tøger Seidenfaden som mummitrold, en baby med Anker Jørgensen-hoved (Njors nyfødte datter) og en pinlig samtale, som Stockmann holder autentisk kørende med en optagelse af en håndværker. I løbet af forestillingen formår de to skuespillere mere og mere at understøtte de hylesjove tekster med mimik og skuespil, der derfor gør stykket til mere end en dialog, de ikke selv har fundet på. Her er Mette Shrenkiel (Stockmann) mere underspillet, men til gengæld rammer hun fra begyndelsen Stockmanns ungdommelige naivitet og samtidige uhyre viljestyrke i alt, hvad hun sætter sig for. Saerens er mere dominerende i bevægelse og lyd, som tidligere nævnt ikke lige heldigt, men i passager, som når hun agerer fed, grådig due på Rådhuspladsen eller sin indre mand Store Jørgen med gebis og klaphat, er hun helt genial og fremkalder store latterbrøl. Handlingen foregår over et år, hvor de to kvinder, der i øvrigt aldrig har mødt hinanden personligt, skriver om arbejde, familie, og kvindeliv. Og udvælgelsen af de mange sjove linjer i bogen er sket velovervejet og med en god blanding af mørk alvor, som selvmord og ensomhed, der også fylder i bogen og den elskværdige ærlighed, vi skriger af grin over. Som når Njor forpustet og træt erklærer, at hendes mellemste datter nogen gange tester hende så meget, at hun kraftedeme har lyst til at smække en knytnæve lige i synet på hende! Med de få virkemidler stykket tager i brug - og har mulighed for at tage i brug på det spinkle teatergrundlag - er det gennemført og rigtig godt tænkt. Der går lidt tid, før stykket rigtig kommer i gang, men når det folder sig ud, er det både voldsomt grinagtigt og følsomt. Så ja: Man kan sagtens spille en mail. Pia Fjorback pia.fjorback@nordjyske.dk "Michael Laudrups tænder" Af Maise Njor og Camilla Stockmann. Iscenesættelse: Sophie Louise Lauring. Medv: Sanne Saerens og Mette Shrenkiel . Gæstespil fra Odense Teater på Jomfru Ane Teater torsdag og fredag.