EMNER

Kan også stresse børnene

Det er ikke altid af det gode, når forældrene lader børnene være med til at bestemme alt fra tøj til julegaver og middagsmad. Det kan stresse dem og gøre dem mere optagede af, hvad de selv vil have fremfor, hvad der er godt for andre. Sådan lyder konklusionen fra to erfarne pædagoger, der har haft et utal af børn mellem hænderne, i øjeblikket blandt andre Line Ejstrup og Ida Schioldann Jespersen. - Børnene har det bestemt bedre, end da jeg begyndte som pædagog for 25 år siden. I dag har de alt materielt, men psykisk er mange pressede, og de er ikke så sociale overfor hinanden som før, fortæller Hanne Koch, 50 år og pædagog i 4. klassernes klub ved Klostermarksskolen. Forældrene vil det bedste, fastslår både hun og Helle Olsen, 44 år, leder af skolens fritidsordning, Myretuen. - De vil inddrage børnene og forhandler med dem som yngre og yngre. Men børn kan ikke altid rumme at blive taget med på råd. Det kan stresse dem voldsomt, erfarer hun. Hun efterlyser lidt mere mod hos forældrene. - Forældre må godt bestemme mere, tage mere ansvar - det vil børnene faktisk gerne have. Det giver dem ro, erfarer hun.