Aalborg

Kan sikre kvalitet

Mange kommuner, her i blandt Aalborg, venter i øjeblikket spændt på, om det netop er dem, der skal være forsøgskommune mht. etablering af et sundhedscenter. Men har man i projektbeskrivelsen nu husket at tage højde for de administrative opgaver, der skal laves i et sådant center. Har lægesekretærerne være med, når der er talt om bemanding af et sådant sundhedscenter? Hvis ikke vil jeg sige, man går glip af den personalegruppe, der både kan sikre patienterne et godt og velplanlagt besøg, men også en personalegruppe, der kan begå sig som kvalitetskonsulenter, styre statistikkerne, arbejde med IT og sidst men ikke mindst have styr på økonomien. Så, kære politikere, husk på, at lægesekretærerne allerede nu har de kompetencer, der skal til for at gøre centrene til velfungerende sundhedsenheder fra første dag. Birgitte Ussing Christensen næstformand dL/HK, fællestillidsrepræsentant for lægesekretærerne, Aalborg Sygehus