EMNER

Kan tysk økonomi holde farten?

Den seneste uge bød stort set på uforandrede renter. De offentliggjorte nøgletal pegede i forskellige retninger, med stærkere end forventede tal for det amerikanske boligmarked, en smule lavere inflation, men endnu en nedtur for den ledende indikator i Philadelphia området. De bedre boligtal – kombineret med store olielagre og faldende oliepriser - sendte til gengæld de amerikanske aktier mod nye rekorder, og det toneangivende Dow Jones indeks lukkede for første gang nogensinde over den magiske grænse på 12.000. I Europa viste en af de ledende indikatorer (Zew indikatoren) fra Tyskland til gengæld endnu et fald, og indikatoren befinder sig med det nye fald på det laveste niveau siden 1993. Den er dog kommet helt ud af ”synk” med det meget vigtigere Ifo barometer, som har bevaret styrken trods nedgangen i den anden måling. Da der p.t. er meget tvivl om Zew indikatorens kvaliteter som ledende indikator, valgte investorerne i Europa derfor at følge det amerikanske obligationsmarked lidt ned og efterfølgende lidt op. Dermed afventer europæerne denne uges offentliggørelse af den ledende tyske (Ifo) indikator. For Europa bliver det ugens absolut vigtigste begivenhed, når denne måling offentliggøres onsdag kl. 10.00. Ingen renteændring Vi forventer ingen ændring af renten, og med den seneste runde nøgletal og kommentarer er det nok heller ikke realistisk, at centralbanken skulle vælge at ændre markant på ordlyden i den efterfølgende pressemeddelelse. Der er dog en vis risiko/sandsynlighed for, at centralbanken kunne bløde lidt op på inflationsudsigterne, hvilket ville være en overraskelse for markedet. Der kunne også være en smule dynamit i fredagens væksttal, der af flertallet af økonomer forventes at vise en nedgang i væksten. Vi forventer, at væksten overrasker opad, hvilket vil underbygge forventningen om en ”blød landing” i USA Marginalt fald For Europa bliver onsdagens ledende indikator fra Tyskland ekstremt afgørende. Vi forventer et lille yderligere fald på 0,2 point, men tager den en større tur ned vil der nok være lagt i kakkelovnen til en revurdering af de europæiske konjunkturudsigter. Risikoen er, at markedet ovenpå det massive fald i den såkaldte Zew indikator, resonerer sig frem til, at ”så skal Ifo barometret have samme tur”. Skal den det, vil ECB sandsynligvis sætte en foreløbig stopper for yderligere renteforhøjelser efter mødet i december og markedet kan begynde at flirte med en rentenedsættelse i 2007. Det vil ubetinget være positivt for obligationsmarkedet, hvorfor tallet bliver meget vigtigt for hele rentemarkedet og i hele Europa – herunder Danmark. Vi fastholder dog, at det fortsat virker mest sandsynligt at Tyskland ”overlever” momsforhøjelsen pr. 1. januar 2007 - at fremgangen i den tyske beskæftigelse vil fastholde tysk økonomi i det positive spor og, at den europæiske vækst dermed ikke bliver afsporet kun lidt over et år inde i den nuværende opgangskonjunktur. Men det kan nok ikke overdrives hvor vigtigt dette tal bliver for beslutningerne i ECB i Frankfurt og dermed for de danske renter og i sidste ende rentetilpasningerne der skal ske på omkring 380 milliarder kroners flexlån i første halvdel af december. Vi forventer som sagt kun, at den ledende indikator i Tyskland falder marginalt og, at markedet derfor fortsat vil ”prise” en renteforhøjelse ind til december. Hvor vidt der kommer yderligere renteforhøjelser i 2007 er derimod fortsat et åbent spørgsmål – men vi fastholder indtil videre, at den tyske økonomi kun går en smule ned i gear og, at det fortsat er mest sandsynligt, at ECB forhøjer renten 1-2 gange yderligere i 2007.