Lokalpolitik

Kan vi klare lille nedtur?

I det meste af historien har Danmark været et relativt fattigt land, om end ikke i forhold til det, vi dag kalder u-lande, så dog i forhold til de sydlige og store lande i Europa.

For ikke meget mere end 100 år siden så mange danske ikke andre udveje til at skaffe sig et bedre liv, end at emigrere – blive fremmedarbejdere. Kun i et relativt lille antal årtier i 1900-tallet, har Danmark været et af verdens rigeste lande, hvor selv udkantsområder har været på højde med de centrale dele af vort lille land. Den position nåede vi til, bl.a. i kraft af de folkelige og åndelige vækkelser i 1800-tallet. Vi formåede i løbet af ganske få årtier, at udvikle de eneste naturlige ressourcer vi havde, nemlig de menneskelige, og så de gode forhold for landbrug, og i kraft af folkelige vækkelser og påvirkning udefra fik vi opbygget et samfund med demokrati, retssikkerhed, tilliden til at vi kunne noget sammen, uddannelse o.s.v. I kraft af vores tradition for søfart og handel fik vi opbygget et nyttigt samkvem med andre lande og fik endda i kraft af enkelte dygtige ingeniører opbygget industrivirksomheder, på trods af mangel på naturlige råstoffer. Men ingen garanterer os dette forspring i al evighed, det kræver, at vi er dygtigere, flittigere og har højere moral end andre. Det vil være en utopi at tro, at vi kan opretholde det forspring, som er betingelsen for en højere levefod end resten af verden, og som vi hurtigt har vænnet os til. Den idealistiske og længere-tænkende del af befolkningen og de politiske partier har da også altid ment, at vort eget velfærd og sikkerhed i verden, er betinget af, at vi sammen med andre velhavende lande, hjælper de fattigere lande op, i gang og fremad. Det gælder både vore europæiske naboer og u-landene. Derfor skal vi samarbejde i EU, FN og andre internationale organisationer. Som vi sommetider udtrykker det, så skal vi dele med de andre. Det betyder ikke, at vi skal dele den samme størrelse kage, for kagen til deling bliver større igennem samarbejde, men det betyder, at vi ikke nødvendigvis kan bevare det forspring, vi er vant til. Måske er vi netop i disse år, kommet til det vendepunkt i en lille del af historiens forløb, hvor det nordvestlige Europa og specifikt Danmark ikke længere kan regne med at være det priviligerede smørhul i verden, og et smørhul, hvor selv yderområderne har været med helt fremme. På den baggrund kan det godt se ud, som om danskernes forventninger til fremtiden er lidt for optimistiske. Vi kalkulerer med stadigt større forbrug, og især med meget velhavende pensionister, hvis "velhavenhed" dog er fuldstændig afhængig af, at den opsparing de har, også har en købekraft, når den skal indløses. Jeg maler ikke fanden på væggen, men enhver kan jo se, at vore traditionelle erhverv, landbrug og fiskeri er under pres, og at vore industrivirksomheder især i Nordjylland er, om ikke allerede nedlagt så stærkt truede. Udviklingen kan vende igen, når de nuværende lavtlønslande får gang i hjulene, så bliver de ikke ved at være lavtlønslande, de bliver lettere at konkurrere med, og de får købekraft til at købe nogle af vore produkter og ydelser. Men igen, vort nuværende forspring kan vi ikke opretholde, og det er vel heller ikke rimeligt? Men er vi motiverede til at tage en lille nedtur, og hvordan reagerer vi? Jeg er bange for, at de tendenser til egoisme og nationalisme, som vi allerede ser, vil udvikles. Som jeg så en politiker fra Dansk Folkeparti udtrykke det, så gik han ind for internationalt samarbejde på alle områder, hvor Danmark ikke havde noget at tabe ved det. (frit citeret) Det skal der nok blive noget godt ud af! Nej, hvis vi skal klare os i fremtiden, kræver det international åbenhed, samarbejde i tillid, høj moral, flid i såvel uddannelse som forskning og i job på det offentlige og private arbejdsmarked, og vælgere der ikke kun overfladisk interesserer sig for hvad politikerne laver. Ole Nielsen er født i 1940, tidligere korn- og foderstofkøbmand i Østervrå,senest folketingsmedlem for Kristendemokraterne indtil 2001. På tirsdag skriver Tem Frank Andersen, Aalborg, cand. mag. i kommunikation og medievidenskab fra Aalborg Universitet.