Kan vi rumme ligheden ?

Skolerne skal gøres mere rummelige og løse flere opgaver

På det kommunale Danmarkskort vil der ske store ændringer i de nærmeste år. Uanset om man vælger den store eller den mindre gennemgribende løsning omkring kommunesammenlægninger, vil det på børne- og ungeområdet få mange og store konsekvenser. Opgaver der i dag løses på amtskommunalt plan – f.eks. omkring undervisning af børn og unge med særlige behov – må i vid udstrækning forventes fremover at skulle løses i de nye store kommuner. Det vil sige, at de nye store kommuner skal rumme flere af deres egne børn og unge som har behov for en særlig indsats for at kunne virke som voksne og få et godt liv. Med den generelle decentraliseringstendens, der i de foregående årtier har hersket i Danmark, må det i realiteten betyde, at det bliver opgaver, der skal løses af den enkelte distriktsskole. Som det højere og højere og mere og mere tydeligt bliver sagt i kommunerne: det enkelte distrikts skole "skal tage sig af sine egne børn". Skal kunne rumme alle børn – med alle de større og flere forskelligheder blandt børnene, som det må bevirke. Det stiller krav til skolerne og til daginstitutionerne om rummelighed. Dette øgede pres på den enkelte skoles opgaver kommer samtidig med øget pres omkring børnenes indlæring, fokus på fagligheden og store forventninger om fra forældrehold, politisk side og offentligheden i øvrigt, at skolen kan løse opgaven. Også den nye udfordring med mere rummelighed. Det ansvar og den opgave kan skolen godt løse. Men det kræver, at også andre – som det også ligger i tiden – lever op til deres ansvar. Det forudsætter, at politikerne lever op til deres ansvar om sikring af de bedste rammer for den rummelige skole. Og det forudsætter, at forældrene til børnene i kommunens skoler og institutioner lever op til deres ansvar som forældre og tager reelt medansvar for deres børns skole- og institutionsliv. Så personalerne herigennem får bedre muligheder for at leve op til deres ansvar om sikring af kvaliteten i lærer- og pædagogarbejdet. Så projektet den rummelige skole forudsætter, at alle parter lever op til fælles ansvarlighed omkring vore børns liv og udvikling. Disse nævnte udviklingstendenser: - udlægning af nye opgaver til de nye kommuner - yderligere decentralisering af opgaver til skoler/institutioner - øget ansvar hos alle parter omkring børnenes skolegang bevirker tilsammen store forandringer, som allerede er ved at ske rundt om på landets skoler. Mange steder direkte benævnt som indarbejdelsen af den rummelige skole. I sit udspring nytækning omkring specialundervisning, men i sin fremtræden nu, som den nødvendige forandring der kræves af skolen, så den kan løse fremtidens opgaver. Blive til fremtidens skole. Der skal fokuseres på det enkelte barn i et fællesskab med andre. Der vil blive brudt med gamle skoleklassebegreber og i stedet blive tale om mere flydende holddannelser. Vi vil se hvordan tænkningen omkring støtte- og specialundervisning i stedet bliver en fokusering på kompetencer. Det fysiske, pædagogiske miljø skal gøres mere kreativt og fleksibelt. Og endelig skal forældrene yderligere inddrages og tage medansvar for barnets skolegang. Så opgaven er intet mindre end at: - skolen skal rumme flere elever med større forskelligheder - i nye fysiske rammer - med en mere fleksibel pædagogik - i en anderledes skolehverdag For at al denne øgede rummelighed i skolen skal kunne lykkes, må der begyndes med os selv. Rummelighed er noget der skal ske inde i vore hoveder. Hos lærerne, pædagogerne, forældrene og hos politikerne. At være rummelig i psykologisk forstand er at være følelsesmæssigt og professionelt i stand til at rumme forskelligheder. Også de forskelligheder der optræder som følelser og som fremkalder stærke følelser. Så som vrede, afmagt, foragt, jalousi, had og medfølelse. Men uden at identificere sig med følelserne og uden at dele de følelser, der truer med at udgøre et problem for et barn eller et ungt menneske. Ved at kunne genkende følelserne og på den måde få sat navn på ved at "oversætte" følelsen til noget mere acceptabelt for barnet optræder lærere og pædagoger som psykologisk rummelige og viser dermed i sig selv en anerkendelse af forskellighederne. Først se – så mærke efter – så sende tilbage i en light form. At blive god til det indebærer - ud over erfaring - også ærlighed og åbenhed omkring følelsesmæssige reaktioner hos en selv. Og her er der tradition for at udgrænse den del af lærerarbejdet som navlepilleri eller følelsesmæssig forstoppelse. At gøre egne følelsesmæssige reaktioner til et professionelt arbejdsredskab kræver således både mod, en holdningsændring og efteruddannelse. Supervision og refleksive teams er nogle af mulighederne her. At gøre professionerne psykologisk klar til rummelighed kræver også afdækning af eksisterende fordomme og forestillinger om de "andre" for med afsæt heri at udvide forståelserne. Når rummelighed indebærer et mere delt ansvar, betyder det også mere samarbejde, og det kan kun lykkes, når parterne møder hinanden uden alt for mange fastlåste meninger om, hvordan forældre, lærere, pædagoger og børn i virkeligheden er. Eller fastlåste meninger om, at opgaverne er urimelige og skulle have været løst et andet sted på et andet tidspunkt. I barndommen opleves korte tidsrum som lysår og det forpligtiger de voksne til ikke bare omsorgsfulde og kompetente løsninger. Men også til hurtige løsninger. Der virker her og nu. Rummelighed og det at skulle kunne rumme mange ligheder starter med os selv. Og den del af projektet bliver måske den sværeste. For politikerne. Forældrene. Og skolernes personale.