Kan vi stole på socialister?

7. oktober 1989. DDR fejrer 40-året for statens grundlæggelse. Forud er gået måneder, hvor tusinder af østtyskere er flygtet mod vest.

EMNER 1. august 2010 06:00

Da Ungarn åbnede grænsen mod Østrig, blev DDRs skæbne beseglet. Men stadig lader det østtyske regime som om, intet er hændt. Den sovjetiske statsleder Mikhail Gorbatjov ankommer til Østberlin, mens østtyskerne i kor råber ”Gorbi - hjælp os” til manden bag glasnost og perestrojka. Gorbatjov hvisker de berømte ord til den forstokkede og halvsenile generalsekretær for Østtysklands Socialistiske Enhedsparti Erich Honecker, ”Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet”. Uden nogen som helst effekt. Honecker bliver sat fra bestillingen og erstattet af Egon Krenz - resten er historie. Med på podiet i Østberlin på denne kolde og skæbnesvangre oktoberdag er foruden statslederne fra Warszawapagt-landene også lederne fra de kommunistiske partier i Vesteuropa, heriblandt DKPs formand Ole Sohn. Her står han og ser den østtyske folkehær marchere forbi i strækmarch, og i dagens anledning er han blevet udstyret med jakke og slips - noget de danske kommunister har svært ved at tage til sig. Hvilke tanker går mon gennem hovedet på ham, da han kindkysser med den østtyske diktator og de øvrige kommunistiske kejsere? Bilder han sig ind, at udviklingen lader sig vende og historien rulle tilbage? Godt og vel en måned senere - den 9. november - forkynder Günther Schabowski synligt overrasket over for hele den internationale presse, at DDR har åbnet grænserne for rejser til vesten, og at reglerne ”vistnok” træder i kraft med det samme. Det fører øjeblikkeligt til en folkestorm mod grænseovergangene i Berlin, hvor grænsesoldaterne ikke er blevet informeret om de nye regler og i første omgang kun nølende lader folk passere - i første omgang forsynet med et stempel, som skal forhindre disse ”landsforrædere” i at rejse tilbage til DDR. Men kort tid efter bryder alt sammen. Grænsen er åben. Muren er faldet. Glædestårer og jubelråb blander sig med lettelse og stille andagt. I Danmark sidder DKP’s formand, Ole Sohn, og følger det hele på tv. En verden er styrtet i grus. Alt, hvad han troede på ligger nu i ruiner. Socialismen er blevet forrådt af amerikanske agenter og andre dunkle kontrarevolutionære kræfter. Kort tid efter forlader han posten som formand for DKP og partiet. Og i de følgende år kaster han sig med djævelsk ildhu over et projekt, som går ud på at kulegrave nogle af de ulykkelige skæbner, som blev malet til benmel i det sovjetiske GULAG-maskineri - heriblandt tidligere kommunister som den fanatiske stalinist Arne Munch-Petersen, hvis enke først efter Murens fald erfarede, hvad der var sket med hendes mand. De kommunistiske fanger i GULAG-lejrene var så hjernevaskede, at de alle sagde til hinanden ”Tænk, hvis Stalin vidste, hvad her foregår”. De hverken kunne eller ville tro på, at det lige præcis var Stalins ønske, at de skulle dø. Og når Ole Sohn og andre tidligere kommunister i dag siger, at regimerne i Østblokken ikke var udtryk for den ”sande socialisme”, begår de nøjagtig samme fejltagelse som kommunisterne i Stalins udryddelseslejre. De hverken kan eller vil indse, at det djævelske lå indbygget i selve den menneskeforagtende kommunistiske ideologi - og det er præcis, hvad der binder Arne Munch-Petersens skæbne sammen med Ole Sohns – og derfor forstår jeg på et psykologisk plan udmærket Ole Sohn trang til at analysere fortiden. Jeg tvivler ikke et øjeblik på Ole Sohns oprigtige tro på, at socialismen blev ”forrådt” af regimerne i Østeuropa med Sovjetunionen i spidsen. Men netop derfor er Ole Sohn også en farlig mand. Socialismen er den blinde tro på, at et idealsamfund – et paradis på jord – kan skabes. Dette gør socialismen til en religion, og som bekendt befinder religion sig hinsides politik. I et paradis er det er ikke plads til det ”onde” eller mennesker, som ikke deler den opfattelse, at socialismen er vejen frem. Det er rigtigt, at Ole Sohn som SF"er i dag bekender sig til demokratiet med alle dets svagheder og mangler – men det gør Abdul Wahid-Petersen også. ”Indtil noget bedre indtræffer”. Ole Sohn afslører gang på gang, at hans tankegang stadig er fast forankret i den dialektiske marxisme, og Sven Ove Gade gør i sin klumme i Jyllands-Posten (25.7.) meget morsomt opmærksom på den hule klang, det har, når Ole Sohn som ”ikke-religiøs” påstår at anskue andre religioner udefra og anklager dem for at opdele verden i ”dem og os”. Intet passer bedre på lige præcis socialismen. Her er ”god og ond” i overensstemmelse med videnskabelig marxisme blot blevet erstattet af ”hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig”. De millioner af ukrainske bønder, som Stalin lod sulte ihjel var ”uhensigtsmæssige” eksistenser, fordi de ikke forstod kommunismen. De millioner, som havnede i lejrene, var ligeledes uhensigtsmæssige – også selv om de i visse tilfælde selv bekendte sig til marxismen. Kan man forestille sig Ole Sohn som finansminister? Ja, det kan man såmænd godt. Som skolet marxist er Sohn naturligvis udmærket klar over, at verdensrevolutionen nok ikke er lige om hjørnet i Danmark. Men alligevel er der grund til at frygte, at Ole Sohn og hans ligesindede i Socialistisk Folkeparti i det lange løb er farlige, fordi de grundlæggende slet ikke anerkender principperne i en fri markedsøkonomi – eksempelvis den velkendte regel om, at man ikke kan give mere ud, end man får ind. SF og Socialdemokratiet afslørede med deres underfinansierede ”fair løsning”, at de er fremmede over for en ansvarlig økonomisk politik. Og så er der en sidste ting: Grundlæggende er det farligt at have mennesker til at regere, som i deres inderste end ikke anerkender det grundlæggende demokratiske fundament, som Danmark er bygget på. Den danske model og de værdier, den bygger på, er ikke idealet for politikere som Ole Sohn og Anne Grete Holmsgaard, som i deres inderste stadig er socialister. Derfor er det yderst relevant at spørge sig selv, hvor langt de i grunden vil gå for at forsvare Danmark og danske interesser i deres nuværende form. Vil de bygge op, eller vil de bare undergrave? Spørgsmålet er yderst relevant – og jeg glæder mig til at få et svar. Det har vi alle krav på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...