Hadsund

Kanalprojektet må bare håbe på prisfald

Mariagerfjord Byråd besvarer millionoverskridelse med korslagte arme

5,4 hektar havnefront her skal i følge planerne udlægges til et nyt byområde med boliger, erhverv, restaurant, hotel, dagligvarebutik og et offentligt blå-grønt byrum i form af en kanal og en grønning. Arkivfoto: Lars Pauli

5,4 hektar havnefront her skal i følge planerne udlægges til et nyt byområde med boliger, erhverv, restaurant, hotel, dagligvarebutik og et offentligt blå-grønt byrum i form af en kanal og en grønning. Arkivfoto: Lars Pauli

HADSUND:- I grunden er det jo ikke så mystisk, at tingene går hen og bliver dyrere, end vi regner med.

- Når vi i den kommunale verden på forhånd fortæller tilbudsgivere, at kanalprojektet ved Hadsund Havnefront skal koste 7,5 mio. kroner, er det jo soleklart, at de i deres tilbud lægger et par millioner oven i og håber, at vi vil betale, hjertesukkede borgmester Mogens Jespersen (V) i byrådssalen i aftes.

Raden rundt var man enige med økonomiudvalget i at tage konsekvensen af en overskridelse på 2,9 millioner kroner i forhold til anlægsbevillingen og trække projektet på ubestemt tid.

- Vel vidende, at også andre projekter er på vej til at skride, og at vi ikke bare kan blive ved, er det ok for mig at stoppe her, accepterede udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen (DF).

- Så kan vi måske på et andet tidspunkt se, hvad vi kan få for 7,5 millioner kroner, antydede han.

I rødblå alliance med Melanie Simick (UP) og Bo Ritterbusch (LA) tilhører Hammer det udvalgsmindretal, som ønsker at stoppe ved det afsatte beløb.

- I en situation, hvor flere millioner er på vej op ad lommen, må vi være skarpe og stå fast, insisterede Bo Ritterbusch.

- Jeg havde nu gerne set, at vi først tog en forhandling med lavestbydende, ærgrede Niels Peter Christoffersen sig. Han dvælede ved det opsigtsvækkende, at seks ud af ni tilbudsgivere ikke kunne godkendes, fordi de havde glemt enten at vedlægge en tidsplan, en ”tro & love” erklæring eller begge dele.

Ud over fire landdækkende firmaer kiksede to lokale. Heriblandt suverænt lavestbydende Tom Pedersen - hele 2,7 millioner kroner under Per Aarsleff, som bød lavest blandt de ”fejlfrie”.

- Brandærgerligt. Vi må være skarpere i udformningen af fremtidigt udbudsmateriale, forlangte Niels Peter Christoffersen.

Niels Erik Poulsen (V): - Uden held har vi nu i 10 år makket med den sag. Helst så jeg derfor, at vi undersøger, hvad vi kan få for pengene. Og måske bare nøjes med en kanal, der ikke er dybere, end at man kan vade over med gummistøvler på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.