Lokalpolitik

Kandidater slås om retten til at stille op

Dansk Folkeparti er parat til at vrage Anita Knakkergaard eller Tommy Eggers

AALBORG:Nu skal det være slut. Striden mellem Anita Knakkergaard og Tommy Eggers Hansen irriterer tilsyneladende hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti så meget, at den kun vil tillade en af dem at stille op til det kommende byrådsvalg i Aalborg. Afgørelsen træffes ved en afstemning blandt den lokale forenings medlemmer på et opstillingsmøde i Aalborg 2. maj. Og mens vinderen er sikret en plads på partiets liste, må taberen formentlig luske af med uforrettet sag. - Jeg kan kun bekræfte, at vi har fået en henvendelse fra partiets hovedbestyrelse, siger Tommy Eggers Hansen. - Hvad begrundelsen er, får du mig ikke til at sige, ligesom jeg heller ikke er interesseret i at kommentere mine egne chancer eller mangel på samme, tilføjer han. Eggers Hansen har tidligere været i politisk modvind, fordi han ikke rettede sig efter partiets krav om at udvandre fra kommunens budgetforhandlinger. Og i 2002 smækkede han så kraftigt med døren, at han forlod byrådsgruppen for at blive løsgænger. - Problemet er ikke af nyere dato, indrømmer han. - Men vi betragter det helt klart som noget internt, og derfor har jeg heller ingen kommentarer før opstillingsmødet er overstået, understreger han. Tommy Eggers Hansen trøster sig med, at det ikke kun er Dansk Folkeparti, som svært ved at enes om listen til valget i den ny storkommune. Men selvom Venstre også har haft en del problemer, er partiet langt fra så splittet som DF. - Jeg kan ikke kommentere situationen - uanset hvor gerne jeg end ville, siger byrådsmedlem og medlem af Folketinget, Anita Knakkergaard. Hun vil således heller ikke afsløre, om initiativet til henvendelsen kommer fra hovedbestyrelsen selv, eller nogen har bedt dem om at finde tommelskruerne frem. - Nu skal der være fred og ro, og derfor får du mig ikke til at sige noget som helst, supplerer sekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm. Han vil overhovedet ikke udtale sig, og samme melding kommer fra formanden DFs lokalforening i Aalborg, Lars Bjørck Mortensen. - Vil man have detajler om, hvad det er, der er foregået, må man vente til efter 2. maj, forklarer han. Han regner selv med at stille op for Dansk Folkeparti, men om det bliver på samme liste som Tommy Eggers Hansen eller Anita Knakkergaard, må man selv gisne om. - Vi lagde partiforeningerne i de fire kommuner sammen i forbindelse med en generalforsamling i begyndelsen af marts, forklarer han. - Derfor har vi nu omkring 200 medlemmer. Men selvom antallet er stigende, skal man have været medlem i mindst fire måneder for at kunne stemme ved opstillingsmødet, tilføjer han.