EMNER

Kandidater sysler længe med studierne

Studiechef savner hårdere regler for specialet, men møder kritik fra de studerende

KØBENHAVN:Studerende har svært ved at få næsen op fra bøgerne. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 12 procent af de kandidatstuderende ved landets universiteter gør uddannelsen færdig inden for de normerede to år. Mange bruger i stedet årevis på at færdiggøre studiet. - Det er en kedelig situation - ikke kun for samfundet, men også for de studerende selv. Det er bedre at komme ud og få et rigtigt job, tjene nogle gode penge og komme i gang med at indbetale til pensionen, siger Jakob Lange, der er studiechef på Københavns Universitet. Han mener, at de langsomme kandidater skyldes to ting. Dels har mange et erhvervsarbejde på deltid og sætter derfor studiet på standby, dels bruger mange al for lang tid på at færdiggøre specialet. - Derfor må de holdes i kortere snor med nogle hårdere regler. For eksempel kunne det passende tælle som et brugt eksamensforsøg, hvis man ikke afleverer sit speciale til tiden, siger Jakob Lange. Det forslag vækker harme i Danske Studerendes Fællesråd. - Jakob Lange er velkommen til at svinge pisken over de studerende, men det vil ramme hans eget universitet. Hvis man straffer de studerende vil det få flere kandidater til at falde fra undervejs, siger rådets uddannelsespolitiske ordfører Mads Svaneklink. Han mener, at de studerende er fanget mellem krav fra to sider. - På den ene side skal vi igennem på normeret tid, men på den anden side stiler professorer og vejledere for høje krav til kvaliteten, siger han. Jakob Lange medgiver, at specialevejlederne skal blive bedre til at indgå klare aftaler og kontrakter med de studerende, så tiden ikke løber fra dem. De årelange studier har fået gennemsnitsalderen for nyuddannede kandidater til at stige med halvandet år. I 1995 lå den på 29 år, mens en typisk kandidat i dag er 30,5 år, når han forlader eksamenslokalet. - Den højere alder skal nok også ses i lyset af, at arbejdsmarkedet har været surt for akademikerne. Derfor har mange ikke haft så høj motivation til at komme hurtigt igennem, mener Jakob Lange.