Kandidatlisten er næsten klar
Partier er i fuld gang med at lave partiprogram og finde kandidater
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Med kun fem måneder til det kommende kommunalvalg er alle partier i fuld gang med at udarbejde partiprogram og finde kandidater. I sidste uge holdt Socialdemokraterne i Brønderslev Kommune ekstraordinær generalforsamling, hvor man godkendte valgprogrammet. Ved samme lejlighed præsenterede man de kandidater, der i øjeblikket er på listen.
De fleste af de nuværende byrådsmedlemmer stiller op igen. Eneste undtagelse er Peer Thisted, der efter mange år i lokalpolitik har valgt at stoppe. Formanden for Fællesledelsen, Steen Christensen fra Klokkerholm, har til gengæld valgt at stille op. Han droppede ellers lokalpolitik for fire år siden, men har altså nu igen fået lyst til at være med.
Ikke overraskende er Lene Hansen partiets spidskandidat, og hun vil naturligvis blive placeret som nummer et på listen.
- De andre kandidaters placering finder vi ved en urafstemning, fortæller Steen Christensen.
Kandidatlisten omfatter på nuværende tidspunkt følgende personer: Lene Hansen, Eskild Sloth Andersen, Lars Bisgaard, Steen Christensen, Adnan Jedon, Arne M. Jensen, Ole Jespersgaard, Kurt Kristensen, Peter H.S. Kristensen, Bo Larsen, Bettina Nielsen, Carsten Møller Nielsen, Johannes Trudslev, Hildo Rasmussen, Karina Kirkegaard Schultz, Karen Strandfelt og Lene L. Søndergaard.
Der er kommunalvalg tirsdag den 19. november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.