Danmark

Kanel er Danmarks mest populære krydderi

Kanel klemmer sig ind på førstepladsen - lige foran karry

For første gang nogensinde er salgsstatistikkerne fra krydderigiganten Santa Maria blevet offentliggjort, skriver Nyhedsbureauet Newspaq. Tallene viser, at stødt kanel er Danmarks mest solgte krydderi. Og det er ikke kun her i julemåneden, det slår rekorder. Det er faktisk gennemsnittet hele året rundt, der ligger til grund for førstepladsen. "Jeg blev faktisk ret overrasket," siger Linda Sølvberg, der er salgskoordinator i Santa Maria til Newspaq. "Jeg har ingen god forklaring på, hvorfor det sælger mest." Bruges i mange retter Det har derimod kok Bo Jacobsen fra Restaurationen. Han hæfter sig ved, at kanel bliver brugt i mange orientalske retter. "Det er jo dejligt på risengrød, og det er godt i kager. Men det er også godt i gryderetter med karry. Altså i stærke karryretter med chili og andet guf, der plejer jeg at komme kanel i - det er faktisk rigtigt godt," forklarer han. Netop karryen kommer ind på en andenplads - salgsmæssigt et mulehår efter kanelen. Peber på tredjepladsen "Det siger jo bare, at traditioner lever i bedste velgående," mener kokken og nævner ål i karry som en 300 år gammel sønderjysk specialitet. Salt er ikke med i optællingen, da det teknisk set ikke er et krydderi. På tredje- og fjerdepladsen kommer henholdsvis hel sorte peberkorn og stødt peber. Hvis salget af de to produkter blev lagt sammen, så ville det være det mest populære krydderi.