Kanelfranskbrød vandt bagedyst

14 opskrifter fra private i Himmerland til anderledes godt franskbrød på bordet

NØRAGER:For bagermester Peter Rask var der ingen tvivl, da han på grundlag af 14 indsendte bageopskrifter skulle vælge den bedste opskrift i Himmerland på et godt og solidt anderledes franskbrød i forbindelse med en bagekonkurrence arrangeret af 19 bagermestre rundt i hele landet. - Blandt de mange opskrifter var der en, der var helt totalt anderledes, nemlig et franskbrød med kanel og rosiner. Hverken jeg eller mange af mine kollegaer har tidligere set denne spændende kombination, men allerede fra i morgen (i dag) er kanelfranskbrødet en fast ingrediens her i bagerbutikken i Nørager, erklærer Peter Rask. Bag den spændende bageopskrift står Hanne Dyhrholm fra Hvilsom, der i går eftermiddag selv var til stede i bagerbutikken i Nørager for at blive hyldet som regionsvinder i Himmerland. Ukendt opskrift Hendes familie har spist kanelfranskbrød fra hendes hånd de sidste 20 år, og hun ved egentlig ikke, hvor hun har opskriften fra. - Måske har jeg arvet den, jeg husker det ikke. Men under alle omstændigheder er det mit eget favoritbrød blandt de forskellige, som jeg plejer at bage, erklærer Hanne Dyhrholm. Det var ikke decideret for at vinde, at hun ved konkurrenceudskrivningen afleverede to opskrifter på anderledes franskbrød i bagerbutiken samt et prøvebag af hver enkelt. - I stedet synes jeg konkurrencen om private opskrifter på spændende franskbrød er en god ide, fordi det kan være med til at inspirere bagermestre rundt i landet med et større brødudvalg for os kunder. Selv om jeg nu er blevet vinder i Himmerland, så skal jeg alligevel have ændret en smule på opskriften inden finalen i København 11. juni for at opnå en mere markant smag, afslører Hanne Dyhrholm. Bagermester Peter Rask har selv prøvebagt hver enkelt af de 14 brødopskrifter, og hans version af kanelfranskbrødet er en smule anderledes end hjemme hos Hanne Dyhrholm og familien i Hvilsom. - Årsagen er nok, at bagermesteren ælter dejen flere gange under langtidshævningen modsat mig, der kun gør det ved start og slut. Men det er også noget af det, jeg nu skal hjem og eksperimentere mere med inden finaledysten, fortæller hun, mens en masse kunder i bagerbutikken prøvesmager hendes kanelbrød samt tre andre anderledes franskbrød baseret på opskrifter fra konkurrencen. Både bagermester Peter Rask og hans hustru Helle, der også er bageruddannet, er imponeret over de indsendte opskrifter. Tre mænd og 11 kvinder fra store dele af Himmerland står bag. - For os er de mange utraditionelle forslag til at bage brød på en kæmpe faglig inspiration, erkender Helle Rask og tilføjer: - Vores egne børn har også prøvesmagt de mange forslag, og under konkurrencen har de hele tiden været spændte på, hvilket franskbrød de nu skulle prøve næste gang.