Kanin hjælper ældre

Kaninen Valdemar sætter fut i de ældre på plejecentret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Støve har altid været vant til at røre sig. Nu hjælper kaninen Valdemar ham med at holde kroppen i gang. Foto: Henrik Louis

Kaninen Valdemar spæner mellem fra de små jordlodder, over til den blå rollator og tilbage igen. 89-årige Søren Støve stopper op og kigger efter kaninen. Venter på, at den er klar til at gå videre. Sådan gør de hver dag, mand og kanin. - Hver eneste morgen, Søren står op, er det første, han gør, at gå tur med Valdemar, fortæller Elin Larsen, aktivitetsmedarbejder ved Plejecentret Valdemarsgade. Det blæser koldt hen over tagene på plejecentret og ind i gården, hvor den halvandet år gamle Valdemar dansende på fire pelsede poter følger med Søren Støve rundt langs husmurene. Det er Søren Støve og hans familie inklusive børnebørn, der har taget sig af kaninen, efter den dukkede op på plejecentret for et år siden. - De kommer med gulerødder og æbler til ham, forklarer Søren Støve med et smil. Selv gemmer han altid friske gulerødder til Valdemar i køleskabet. For selvom Valdemar blot er en kanin, så har han betydet meget for 89-årige Søren Støve. Han er vokset op på landet og nyder at have med dyr at gøre. Samtidig har han via sit arbejde som købmand rørt sig meget. Det samme har været tilfældet, da han for seks år siden kom på plejehjemmet Rosengård. - Jeg brugte meget at gå tur i parken, forklarer Søren Støve. Ved flytningen til Valdemarsgade var blev mulighederne for at komme ud og nyde naturen begrænset. Men stort set i det øjeblik, plejecentret anskaffede sig Valdemar, en såkaldt løvekanin, der naturligvis blev opkaldt efter plejecentret, blev Søren Støve igen blandt de mest aktive plejehjems beboere. - Jeg kommer ud og får rørt mig, forklarer Søren Støve. Før i tiden var det svært at finde motivationen for at gå en tur i den flisebelagte gårdhave. Men i dag lokker en tur med Valdemar hver eneste dag Søren Støve udenfor - så længe vejret er rigtigt, naturligvis. Kun sne og voldsomme regnskyl kan holde duoen indendørs i bur og bolig. - Det betyder meget for Søren at komme ud. Det er god terapi, fortæller Elin Larsen, der forklarer, at en kanin i gårdhaven kan gøre udslaget mellem gåtur eller ej, når benene værker. Hun kan ligesom de øvrige medarbejdere på plejehjemmet mærke tydelig forskel på før og efter Valdemar. Søren Støve har det meget bedre nu end tidligere. Og ritualet med Valdemar er ikke kun et fast indslag i hverdagen for den ældre mand og kaninen - det er også blevet det for de øvrige beboere, der dog nøjes med at se til fra de varme stuer indendøre, når Søren Støve lufter sin kanin i gårdhaven. - Jeg kan godt lide at komme ud at gå i stedet for at sidde indenfor. Jeg har også været vant til at gå hele dagen, forklarer Søren Støve med et smil, mens han vandrer bag rollatoren. Valdemar graver et stort hul i blomsterbedet og stikker prøvende snuden derned. De folk, der passer haven for plejecentret er ikke glade for hans graveri. Men for Søren Støve er det helt ligegyldigt. Valdemar kan gøre, som han vil. - Det sjove er, at de følges ad. Når den ene stopper, så stopper den anden også, smiler Elin Larsen og ser på Søren Støve. Han nikker. Det er ganske rigtigt - og ind imellem niver Valdemar ham i buksebenet, når den synes, at gåturen er ved at være lige lang nok. - Det er måske hans måde at tale til dig på, mener Elin Larsen. Og det kan på sin vis godt være rigtigt, mener Søren Støve, der i hvert fald ved, at kaninen er glad for ham. - Når jeg går ind, så vil han også med, forklarer Søren Støve, som ofte fra sin stue kan se ud på Valdemar, når kaninen ikke er til at lokke ind i buret igen. Efter et stykke tid dukker den hvidbrune kanin op ved Søren Støves vindue for at kigge efter sin legekammerat, og ser præcis så charmerende og uregerlig ud, som han er, at Søren Støve slet ikke kan stå for ham - Valdemar er med andre ord vokset fra en god idé til en evig kilde til god underholdning og motion for Søren Støve.