Kaniner fik kongelig dåb

NIBE:De sad spærret inde i et bur af fiskenet, de otte kaniner, som Nibe Roklub lørdag eftermiddag holdt over dåben med selveste kong Neptun som styrmand og et hold "læger og sygeplejersker" med faretruende knive og sprøjter, inden de som nydøbte kaniner blev kastet i fjorden. Da var de indsmurt i sært lugtende grød og slam, som det sig hør og bør ved en sådan lejlighed. Derfor var der heller ikke de vilde protester, da kongens slaver, iført sækkelærred og med sodsværtede ansigter, afleverede dem i bølgerne med et velrettet kast. Første kanin over dåben var Birte Frandsen, og hun var tilsyneladende ikke begejstret for turen i slambadekarret og efterfølgende at få hovedet dyppet i noget, der lignede en blanding af madaffald, tang og andet mærkværdigt. Heller ikke turen i gabestokken eller barberingen så ud til at falde i Frandsens smag. Derimod så hun ikke ud til at have helt så meget imod kong Neptuns tale. Men efter det afsluttende melbad og en tur i fjorden kunne hun betragte sine medkaniners lidelser. Disse var i øvrigt Inger Poulsen, Morten Thorsager, Martin Christiansen, Susanne Christiansen, Bente Sønnichsen og Lotte Thorup. Dåben sluttede med fest i klubhuset og betegnes af formand Lene Poulsen som en klokkeklar succes, ikke mindst på grund af det fine vejr, men også fordi ritualet ikke kammede over i det vildt ulækre. Lena Knudsen kan desuden glæde sig over, at klubben foruden de otte, der gik gennem dåben, har yderligere 10 nye roere klar til kamp mod og på bølgerne.