Kanoerne får det til at skvulpe godt i pengekassen

SINDAL:Sindalegnens Turistforening har haft masser af strabadser gennem årene, når årets regnskab skulle præsenteres, men på et punkt har der de seneste år været et lysende, positivt punkt: De seneste to år har kano-udlejningen slået omsætningsrekord og skvulper rundt på den helt rigtige side af 1000.000 kroner - og turistkontorets daglige leder, Gitte Madsen, håber, at niveauet holdes i år. - Kanoerne har faktisk været booket op hele juli, og vi har også modtaget en del bestillinger til august og september, fortæller hun. Inden sæsonen gik ind i 2004 købte turistforeningen to kanoer yderligere, så man nu har ni i alt - og meget tyder altså på, at det har været en investering med god fornuft i.