Belgien

Kaos i Belgien

Første etape blev ganske som ventet en kaotisk affære. Det er åbenbart altid dårligt vejr i Belgien - uanset om der står april eller juli måned i kalenderen. De smalle veje, det dårlige vejr og det store felt betød mange styrt, og vi så et CSC mandskab med Jens Voigt og Jakob Piil, der som nogle af de bedste var i stand til at bruge omstændighederne til deres fordel. Til sidst endte det i en massespurt, og den erfarne rotte Jaan Kirsipuu viste, at han endnu ikke skal afskrives blandt topsprinterne. For mange sofacyklister starter Touren ikke for alvor, før vi rammer bjergene, men for mig er der en ganske særlig charme ved disse første etaper. Det er lykkeriddernes ensomme kamp mod den jagtende sprintermaskine, og man kan som regel ikke blive andet end imponeret over den timing, som de store sprinterhold lægger for dagen, når et udbrud skal hentes. Samtidig er de sidste kilometer et fantastisk skue, hvor sprinterne og deres nærmeste hjælpere bruger en konstant puffen og masen for at få den bedste position. Og kun en fantastisk cykelteknik og en stor gensidig respekt gør, at disse slåskampe sjældent ender i styrt. Selve spurten foregår oftest i hastigheder på op imod 70 kilometer i timen, hvor sprinterne alligevel er i stand til at reagere på pludselige sideskift og hjælpere, der slår ud og lader sig falde tilbage. Så selv om bjergene er det du venter på, så gør dig selv den tjeneste at kigge lidt nærmere på spurten. Den er en videnskab i sig selv.