Kaos i perron- højde

Hverken IC3-togene eller de nye IC4-tog passer til højden på perronerne på 55 danske stationer

Handicappede 9. februar 2003 07:00

NORDJYLLAND: Ingen danske myndigheder har i 150 år tænkt på at fastsætte en standard for højden på perroner. Til stor gene for gangbesværede varierer højden derfor fra 26 centimeter på en række fynske og jyske stationer til knap det tre-dobbelte, nemlig 76 centimeter på Københavns Hovedbanegård. Da indgangen til såvel IC3-togene og de kommende IC4-tog hæver sig 55 centimeter over skinnerne, er det umuligt at komme ombord uden hjælp, hvis man eksempelvis er kørestolsbruger. - Der er tale om elendig planlægning. Rundt omkring i Europa og USA er tilgængeligheden til togene for gangbesværede for længst tænkt ind i planlægningen, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem, René Skau Björnsson. I alt 55 danske stationer, heraf 10 nordjyske, der i dag betjenes af IC3-tog eller tilsvarende tog, har perroner, der er enten højere eller lavere end de 55 centimeter, der nu er den internationale standardhøjde. Fremover bliver alle danske perroner bygget 55 centimeter høje, så de svarer til gulvene i fremtidens tog. Men René Skau Björnsson ønsker, at i det mindste Århus H og København H får et adgangsareal på perronerne, som er i niveau med togene. Ifølge trafikminister Flemming Hansen (K) overvejer DSB og Banestyrelsen netop nu at ændre perronhøjden på København H til 55 centimeter. I DSB har man historisk ikke tillagt højden af perronerne nogen betydning. - Mange af perronerne er jo bygget fra midten af 1850'erne og frem til slutningen af sidste århundrede. Dengang forventede man, at folk vel kunne springe lidt op eller ned. Det er først inden for de seneste 20 år, at adgang for handicappede er kommet til diskussion, siger formanden for DSB's Handicappanel Hans Christian Kirketerp-Møller. Kørestolsbrugere og andre, der har kvaler med bentøjet, kan telefonisk kontakte DSB's Handicapservice for at få hjælp til at komme på og af toget, når det stopper på stationer med en bøvlet perronhøjde, men det skal ske senest 48 timer før togturen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...