Naturkatastrofer

Kaos i skoven, men vildtet fandt ro

Fodervogne kan køre igen i bl. a. Rold Vesterskov

Med januar sluttede jagtsæsonen, nu også for kronvildt, og i flere skovområder valgte man at stoppe allerede efter orkanen. Det var uetisk at jage de nærmeste dage efter det voldsomme stormfald, og dertil var det umuligt at komme frem. Det sidste gælder fortsat, hvor ingen har overkommet at rydde vejene, og kaos har medført endnu et problem: Fodervogne har ikke kunnet komme frem, hvor hjortevildtet var vant til majs og roer. Først forleden blev der åbnet til de sidste foderpladser i f.eks. Rold Vesterskov, hvor både krondyrene og råvildtet fodres. Erfaringen er, at vinterfodring absolut styrker kronvildtet og i det mindste glæder rådyrene, som har lært at strømme til, inden de jages væk af de store. Majs og roer er blevet det foretrukne foder, fordi hele majskorn i krybber holder sig tørre og fine, mens roer, også på jorden, ædes op, når de udlægges en gang om ugen. Lindenborgs jagtchef, Elisabeth Svendsen, konstaterer øget styrke også i kronvildtgevirerne (en guld- og en sølvhjort faldt i fjor), og hendes formodning er, at det er olien i majs, som sikrer fedtreserver i dyrene i rette tid. I Vesterskoven står dyrene ikke afventende, når "bussen" kommer, men spørgsmålet er, om ikke de venter lige i nærheden. Vildtet lærer nemlig foderdagen at kende og dukker hurtigt op, når vognen kører væk. Rådyrene er på pletten først, som nævnt for at få del i måltidet, men spørgsmålet er, hvor meget råvildtet egentlig får af kagen, når der også er krondyr. Råvildtet i Rold Vesterskov er stærke dyr med god vægt, men resultater af fodringen er ikke så sikre, som når det gælder krondyrene. Især hjortene "går til truget," når de sidst i oktober samles i rudler, afkræftede af indsatsen over for hinderne. I Vesterskoven indstillede man al jagt efter orkanen og bad jagtkonsortierne i den øvrige skov gøre det samme, for skoven var ufremkommelig, og mange dyr var stressede. Endelig - og måske allervigtigst - var, at al eftersøgning efter anskydning måske ville være umulig for en schweisshundefører. Råvildtet tøvende År tilbage anvendte Lindenborg en foderblanding af sesamkager og grøntpiller til hjortevildtet, og andre revirer har god erfaring med kraftfoderblandinger og byg, men afgørende er, at foderet er frisk og ikke har suget fugt. Hold foderet tørt, råder de erfarne, som for øvrigt har forskellige erfaringer, når der gælder dyrenes appetit. Mange steder er råvildtet tøvende over for udlagt foder, og oftest må dyrenes tilvænnes ganske langsomt. Men egentlig er det sært, at så få vinterfodrer råvildtet. Måske er det, fordi det er så triveligt. Tilskudsfoder er ikke nødvendigt med de milde vintre vi har, og kommer der en af de strenge, ligger der hjælp i at fælde f.eks. ask, som dyrene kan gnave knopper af. Med pludselig hård vinter, f.eks. i februar, er det da også for sent at begynde med fodring. Skal den fungere, tilrådes det at starte i oktober. Begynd med lidt. Hold foderet tørt. Tro ikke på f.eks. hø til rådyrene. En forklaring Forleden fik vi for øvrigt en forklaring på, at bukke kan feje opsatsen i december og januar. Danmarks Jægerforbunds konsulent, Fritz Heje Hansen, har sendt denne mail: Fænomenet er for mig helt forklarligt. I de snart 36 år, jeg har arbejdet med jagt, har jeg næsten årligt set fejninger i december-januar, og som jeg fik det forklaret af mine læremestre samt senere af Helmuth Strandgaard på Kalø, så er der tale om stærke bukkelam, som fejer deres lille lammeopsats. Jeg har også jævnligt set skudte bukkelam sidst på sæsonen, som havde 1-1,5 cm. fejede knopper, endda i visse tilfælde pænt farvede. Som jeg husker undervisningen, kastede disse dyr lammeopsatsen sidst i januar, hvorefter den første, egentlige opsats voksede frem. Jeg er derfor af den opfattelse, slutter Fritz Heje, at 99 pct. af de vinterfejninger, der findes, har en "naturlig forklaring" - uden at jeg dog afviser, at der i enkelte tilfælde kan være tale om bastfejning hos en "forsinket" buk på et år eller mere. Dermed slår vi andre os naturligvis til tåls. De professionelle må vide det bedst, men adskillige, selv ældre jægere, som har ønsket en forklaring, har aldrig set vinterfejning før det sidste par år.